Det burde være en festdag, men borgmesteren i Udine har svært ved at glæde sig til besøget af det italienske landshold i næste uge.
På Udineses hjemmebane, Stadio Friuli, skal Gennaro Gattusos udvalgte nemlig op mod Israel i VM-kvalifikationen 14. oktober.
- Det vil være bedre at spille for tomme tribuner for at undgå at smide benzin på bålet.
- Vi ender med, at der er 6000 på stadion og 10.000 udenfor. Det er en dramatisk og paradoksal situation, der er presset ned over vores hoveder, siger Alberto Felice De Toni til LaPresse ifølge football-italia.net.
Der har været flere store propalæstinensiske demonstrationer i Italien i de seneste uger, og der er også varslet aktioner i Udine den 14. oktober.
Inden opgøret i Italien gæster Israel lørdag Norge i Oslo, og her er man langt i forberedelserne af besøget.
Mandag annoncerede Det Norske Fodboldforbund (NFF) flere tiltag, der skal sørge for sikkerheden.
De inkluderer blandt andet, at man ikke etablerer en fanzone som vanligt, at fanshoppen holder lukket, at alle veje omkring stadion lukkes tre timer før kickoff, og at alle politiske markeringer på stadion er forbudt.
Parkeringshuset på stadion bliver desuden lukket seks timer før kickoff.
Uden for stadionområdet er politiet ansvarlig for sikkerheden, og man er forberedt på demonstrationer, ligesom man er klar til at rykke hurtigt ind på stadion ved eventuel ballade.
Den norske organisation Palestinakomiteen, der ifølge sin hjemmeside har eksisteret i 55 år og repræsenterer mere end 13.000 medlemmer, varslede allerede i september, at NFF skal forvente en form for markering.
- Vi er i kontakt med grupper, som vil markere solidaritet med Palæstina inde på tribunerne.
- Vi forventer ikke, at der bliver konfrontationer, men der vil være forskellige markeringer i Oslo den dag, sagde leder af Palestinakomiteen, Line Khateeb, til nyhedsbureauet NTB.
/ritzau/