Ishockeyspiller anker ikke voldsdom

Ishockeyspilleren Kristian Jensen anker ikke sin voldsdom.

»Jeg har besluttet mig for ikke at anke sagen. Det har været to utroligt hårde måneder. Det har jeg egentlig ikke lyst til at gå igennem igen,« siger han:

»Jeg har ikke lyst til at gå og vente på det. Jeg har lyst til at komme videre med mit liv og fokusere på hockey.«

Kristian Jensen blev forrige fredag idømt 20 dages betinget fængsel, efter at han blev fundet skyldig i at have tildelt Odense Bulldogs' Lucas Bjerre Rasmussen et slag i hovedet på isen midt i en kamp.

Ishockeyspilleren og hans forsvarer havde 14 dage til at overveje, om sagen skulle ankes til Vestre Landsret.

Danmarks Ishockey Unions disciplinærudvalg har givet Kristian Jensen karantæne frem til 1. december.