På trods af den gedigne lussing, som de danske ishockeykvinder tog hjem fra VM med, er landsholdschef Morten Green stolt af deres indsats ved mesterskabet.

Han fokuserer på det positive ved, at Danmark for første gang nåede kvartfinalen. Og så endda på hjemmebane.

- Vi er stolte over det, vi har præsteret her. Holdet har kæmpet fra første til sidste minut, og opbakningen fra publikum i Herning har været fantastisk, siger han til Danmarks Ishockey Unions hjemmeside.

Danmark led fredag aften et enormt, men dog ventet, nederlag på 0-14 til USA's stærke hold.

Undervejs i turneringen er det også blevet til afklapsninger på 0-10 mod både Canada og Sverige.

Men sejren over Japan efter straffeslag skaffede alligevel danskerne en billet videre i turneringen.

- Det er en meget flot præstation at nå kvartfinalen for første gang, og vi tager mange gode minder med hjem, siger Morten Green.

Efter Danmarks exit står USA over for Finland i den ene semifinale, mens Canada og Sverige krydser klinger i den anden.

Semifinalerne spilles søndag, mens finalen finder sted i Herning på mandag.

RITZAU