Jon Dahl Tomasson møder opbakning fra Sveriges største stjerne, efter at holdet fredag tabte 0-2 til Schweiz på hjemmebane i VM-kvalifikationen.
Danskeren, der er træner for det svenske landshold, blev mødt af buhråb og bannere fra tilskuerne.
Men ifølge Liverpool-spilleren Alexander Isak har Tomasson stadig opbakning i omklædningsrummet.
- Vi har alle tillid til ham. Vi vil kæmpe sammen. Vi har bedst chancer, hvis vi står sammen, siger han ifølge TT.
Sverige har endnu ikke vundet i sin kvalifikationsgruppe. Efter tre kampe er holdet sidst i gruppen, der også tæller Kosovo og Slovenien.
I seneste landsholdssamling tabte svenskerne også til Kosovo, og det har fået en del af de svenske fans til at kræve Jon Dahl Tomassons afgang.
- Det er selvfølgelig ikke et kønt syn. Vi skal være positive som hold. Det gælder om at være en enhed. Vi er selvfølgelig ikke i en god position, men der er stadig muligheder, siger Alexander Isak.
For at kvalificere sig direkte til VM kræver det en førsteplads i gruppen.
En andenplads giver adgang til playoffkampe til marts næste år og holder dermed VM-drømmen i live.
Halvvejs i gruppespillet har Sverige tre point op til Kosovo, som er modstanderen i mandagens kamp.
- Der er meget, der skal forbedres, men vi vil gøre, hvad vi kan for at vende den her situation. Vi kommer til at ryste det af os.
- Vi skal tale mindre om VM. Næste skridt er at vinde for at få troen tilbage som hold og for, at alle kan se lyset, forklarer angriberen.
/ritzau/