Irans VM-hold vil sprede glæde i svær tid
Irans landshold skal abstrahere fra krig i hjemlandet og virak omkring holdet, siger landstræner og spiller.

Irans landshold skal abstrahere fra krig i hjemlandet og virak omkring holdet, siger landstræner og spiller.

På bagkant af en annonceret våbenhvile mellem Iran og USA tager iranerne natten til tirsdag dansk tid hul på VM med en gruppekamp mod New Zealand.
Fodboldslutrunden er en anledning til at give det hårdtprøvede folk noget at glæde sig over og vise, at Iran ikke er et splittet land. Sådan lyder det fra frontløberen Mehdi Taremi forud for premierekampen.
- I mange år har det civiliserede land Iran været en forenet nation, og vi ønsker at vise os frem som en enhed. Vi er her ved VM for at bringe glæde til iranere, uanset hvor i verden de befinder sig, siger Taremi på et pressemøde ifølge Reuters.
Forud for holdets kamp i Los Angeles har der været flere demonstrationer fra det iransk-amerikanske samfund mod Irans regering. Det var blandt andet tilfældet søndag, og der forventes nye protester nær stadion forud for Irans første kamp.
Irans VM-forberedelser har også båret præg af politiske spændinger.
Egentlig skulle holdet have haft VM-base i Tucson i den amerikanske stat Arizona, men kort før slutrunden blev de planer lavet om.
I stedet bor og træner VM-holdet nu i mexicanske Tijuana, og det giver ekstra meget rejseaktivitet. Forud for hver kamp flyver iranerne til USA, mens turen går retur til Mexico efter opgørene. Flere medlemmer af Irans stab har ikke fået visum til at rejse ind i USA.
Landstræner Amir Ghalenoei pointerer, at hans hold efter bedste evne har forsøgt ikke at lade sig påvirke af den højspændte situation i hjemlandet og de usædvanlige VM-forberedelser.
Han ser frem til at repræsentere "det respektfulde iranske folk - både dem i Iran og den iranske diaspora".
- Vi er ikke politikere. Fodbold skal separeres fra politik.
- Vi er her for at levere kampe af høj kvalitet. Vi bruger ikke kræfter på at beskæftige os med den opmærksomhed og virak, der er omkring vores hold, siger landstræneren ifølge AFP.
- Vi er vant til at skabe muligheder ud af modgang. Vi tænker ikke på andet end at skulle bringe glæde til vores folk, og det vil vi gøre vores ypperste for at sikre, og så må resten være op til Gud den Almægtige, tilføjer han.
Det er syvende gang, Iran deltager ved VM. Holdet har aldrig avanceret fra det indledende gruppespil.
Den statistik skal Iran forsøge at ændre i år. Efter åbneren mod New Zealand venter på papiret vanskeligere opgør mod Belgien og Egypten.
/ritzau/