Først ville Iran boykotte fredagens lodtrækning til næste sommers VM i fodbold, men nu har piben fået en anden lyd.

Ifølge flere medier vil der nemlig alligevel være en iransk delegation til stede i Kennedy Center i den amerikanske hovedstad, Washington D.C. til lodtrækningen.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at fire personer fra den iranske delegation, heriblandt landstræner Amir Ghalenoei, har fået visum. Landet havde oprindeligt søgt visum til ni personer.

Præsidenten i Det Iranske Fodboldforbund, Mehdi Taj, er blandt dem, der ikke har fået visum.

I sidste uge oplyste en talsmand fra fodboldforbundet ifølge AFP ellers, at landet slet ikke ville møde op.

- Vi har informeret Fifa om, at beslutningen ikke har noget med sport at gøre, og at medlemmerne af den iranske delegation ikke vil deltage i VM-lodtrækningen, lød det fra vedkommende.

USA har nægtet flere personer fra den iranske delegation visum til at rejse ind i landet i forbindelse med sommerens slutrunde, som USA sammen med Canada og Mexico er vært for.

USA's præsident, Donald Trump, har forbudt indrejse for personer fra 12 lande, efter han er tiltrådt som præsident. Iran er et af de 12 lande.

Lodtrækningen finder sted fredag klokken 18 dansk tid i den amerikanske hovedstad.

/ritzau/