Iran bekræfter VM-deltagelse og fremsætter flere krav
Irans fodboldforbund har en række bekymringer, som værtslandene til VM ifølge forbundet skal tage hensyn til.

Irans fodboldforbund har en række bekymringer, som værtslandene til VM ifølge forbundet skal tage hensyn til.

Irans fodboldlandshold vil deltage i sommerens VM-slutrunde i Nordamerika, men værtsnationerne - USA, Mexico og Canada - skal ifølge Irans fodboldforbund gå med til at acceptere en række betingelser.
- Vi vil helt sikkert deltage i VM 2026, men værtslandene må tage hensyn til vores bekymringer, skriver forbundet lørdag i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- Ingen ekstern magt kan fratage Iran retten til at deltage i en turnering, som vi har kvalificeret os til på sportslig vis.
Konflikten mellem USA og Iran i og omkring især Hormuzstrædet har sået tvivl om, hvorvidt Iran kunne komme til at deltage ved slutrunden.
Meldingen fra forbundet kommer efter, at en delegation fra Iran for nylig vendte om i en lufthavn i canadiske Toronto og dermed valgte ikke at deltage i Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) kongres.
Ifølge iranerne oplevede de en uacceptabel adfærd fra de canadiske myndigheder. Men ifølge Canadas regering skyldtes det, at præsidenten for det iranske fodboldforbund, Mehdi Taj, tidligere har været medlem af Irans Revolutionsgarde. Og medlemmer heraf har ikke adgang til landet.
Forbundet har ifølge Reuters fremsat ti krav for at deltage i VM. Kravene omfatter blandt andet, at alle spillere og staben skal garanteres visum. Der skal også vises respekt for Irans flag og nationalmelodi, ligesom Iran kræver høje sikkerhedsforanstaltninger i eksempelvis lufthavne og på hoteller.
Ifølge Fifa-præsident Gianni Infantino har der ikke været nogen grund til at betvivle Irans deltagelse. Under kongressen i april slog han fra talerstolen fast, at landet deltager.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, har fastholdt, at de iranske spillere er velkomne. Han har samtidig advaret om, at USA kan nægte indrejse til de iranere, der har en tilknytning til Irans Revolutionsgarde.
Senest har Fifa inviteret den iranske fodbolddelegation til forbundets hovedkvarter i Zürich for at diskutere VM-deltagelsen.
Mehdi Taj har tidligere fortalt, at deltagelsen afhænger af de aftaler, som bliver indgået på mødet, der ifølge nyhedsbureauet AFP finder sted senere i maj.
/ritzau/