IOC's OL-udelukkelse af Rusland møder respekt verden over

Den Internationale Olympiske Komité bliver lovprist for at have smidt Rusland ud af vinter-OL i Pyeongchang.

Synet af skiløjperne i Pyeongchang bliver ikke noget, Ruslands atleter kommer til at nyde, medmindre de er villige til at stille op under neutralt flag og beviseligt ikke har været involveret i doping. Scanpix/Mike Stobe/arkiv Fold sammen
Læs mere

Den Internationale Olympiske Komité (IOC) besluttede tirsdag, at Rusland bliver udelukket fra at deltage ved vinter-OL i Pyeongchang, Sydkorea, næste år.

Og den beslutning bliver mødt med respekt fra forskellige aktører verden over.

Craig Reedie, der er formand for Det Internationale Antidoping Agentur (Wada), siger i en pressemeddelelse, at beslutningen er den rigtige.

»Wada mener, at IOC's beslutning er taget på et oplyst grundlag. Den sanktionerer Rusland for sin involvering i systematisk manipulation af dopingkontrollen under og efter OL i Sotji i 2014,« siger Reedie.

Wada er også fortaler for, at russiske atleter kan få lov at stille op til OL i Pyeongchang til februar. Hvis altså atleterne udfylder en række kriterier og ikke stiller op under det russiske flag.

»Det skal kunne bevises, at disse atleter ikke har deltaget i det systematiske dopingsnyd og er blevet testet korrekt,« står der i meddelelsen.

Wadas holdning bliver delt af USA's Antidoping Agentur (USADA). Agenturet siger i en pressemeddelelse, at IOC har lyttet til de atleter, der ikke bruger doping.

»IOC har lyttet til dem, der betyder mest for sporten. De rene atleter har vundet en klar og stor sejr i dag, siger Travis Tygart, direktør for USADA,« i meddelelsen.

Komitéen, der arrangerer OL i Pyeongchang, hilser også beslutningen velkommen.

»Vi accepterer og respekterer beslutningerne fra IOC. Rusland må deltage, men kun under neutralt flag,« oplyser komitéen for organisering i Pyeongchang.

I slutningen af 2015 afslørede en Wada-rapport systematisk doping i Rusland.

Med tirsdagens afgørelse følger IOC ikke den samme model, som da komitéen sidste år stod i samme situation før sommer-OL i Rio.

IOC valgte dengang ikke at udelukke Rusland som nation til sommer-OL i Rio. Det mødte forbundet meget kritik for.

/ritzau/