Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ophæver midlertidigt suspenderingen af Ruslands olympiske komité.

Det betyder, at russiske atleter igen kan repræsentere Rusland og ikke behøver at deltage under neutralt flag ved kommende olympiske lege.

Det skriver komitéen på sin hjemmeside tirsdag.

Den russiske olympiske komité har været udelukket af IOC siden oktober 2023 som følge af invasionen af Ukraine.

Hvorvidt det russiske flag og den russiske nationalsang igen må være en del af de olympiske lege, vil blive besluttet af IOC på et "passende tidspunkt", lyder det.

Men IOC vil fortsat ikke afholde turneringer i Rusland, og den russiske regering vil heller ikke blive inviteret til IOC-arrangementer.

IOC fastslår, at komitéen ikke har ændret holdning til Ruslands invasion af Ukraine og stadig fordømmer den.

Det fremgår af nyheden på IOC's hjemmeside, at beslutningen om at ophæve suspenderingen er taget, fordi Ruslands olympiske komité "ikke længere" tæller organisationer, der hører under Ukraines olympiske komité, som medlemmer af den russiske.

I et opslag på Telegram lyder det fra Ruslands sportsminister, Mikhail Degtjarjov, at Rusland nu vil deltage i kvalifikationerne til OL i 2028 i Los Angeles.

- IOC sender et klart signal: Den olympiske bevægelse skal forblive fri for politik, skriver ministeren.

I maj ophævede IOC også sine restriktioner for deltagelse af belarusiske atleter og hold i konkurrencer afholdt af IOC.

RITZAU