Intet er mere under pres end Aakjærs dømmekraft

Ytringsfriheden er under pres, mener Torben Aakjær - den fyrende Manchester United-scout. Intet i denne sag har været mere under pres end Aakjærs egen dømmekraft, skriver sportsredaktør Benjamin Munk Lund.

benjaminblog
Foto: Liselotte Sabroe. Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Læs mere
Fold sammen

Den engelske storklub Manchester United behøvede ikke mange minutter til at overveje situationen, da man i løbet af onsdagen via BT og den britiske avis The Guardian blev gjort opmærksom på, at klubbens danske talentspejder Torben Aakjær på sin Facebook-side over længere tid har udtrykt sig nedladende om både muslimer og østeuropæere.

Torben Aakjær var fyret, inden han havde nået at fatte, at hans hygge-had var blevet oversat til engelsk og bragt på ledelsens bord i den engelske storklub.

Sådan repræsenterer man ikke Manchester United.

Aakjær taler blandt andet om østeuropæere som »skidt og lo..« og skriver som kommentar til en historie om en slagter, der solgte svinekød til muslimer i årevis, at det er udtryk for, at »den kloge narrer den mindre kloge.«

I interviews i løbet af torsdagen slog Aakjær fast, at han ikke er racist, at han står ved, hvad han har skrevet, og at han i øvrigt godt kan forstå, hvis nogle finder det krænkende. Han vil gerne provokere, han fastholder sin ret til ytre sig, men slår også fast, at han respekterer folks religion.

Der er noget forpjusket og forvirret over både beklagelserne og bekymringerne. Jeg læser frem for alt en mand, der egentlig havde nået en art drømmejob, og som nu er helt svimmel over, at han ikke kunne tillade sig hvad som helst og nu buldrer mod jorden.

Vejen til de internationale overskrifter er lang for dansk fodbold i øjeblikket. Christian Eriksen rammer indimellem, men ellers er der ikke meget.

Men Torben Aakjær ramte den store internationale dagsorden i går som et kedeligt eksempel på svag dømmekraft. Man kan have medfølelse med manden og finde Uniteds reaktion voldsom. Jeg synes den er en påmindelse om, at man altid gør sig bedst ved at tænke sig om og opføre sig ordentlig. Både for sin egen og andres skyld.

Uagtet at Torben Aakjær er et pænt stykke fra hverdagen i den engelske storklub, vil United selvfølgelig ikke se på, at han smykket med klubbens fjer over for omkring 1600 »venner« på Facebook, hvoraf flere er folk i fodboldmiljøet, bringer navnet i miskredit. United er et megabrand - stor i hele verden - også i muslimske lande og i Østeuropa. Derfor er deres reaktion logisk.

I en opdatering på sin Facebook-side skrev Aakjær torsdag, at han mener, sagen er blæst ud af proportioner, at han ærgrer sig over at have »blandet æbler og pærer«, og at ytringsfriheden i hans øjne er under pres.

Intet har været mere under pres her end Aakjærs dømmekraft, og derfor blev han en virkelig trist historie for dansk fodbold.