Inter snupper schweizisk bulldog for næsen af Liverpool

fbl-euro-2016-sfds

Inter har torsdag sikret sig den schweiziske kantprofil Xherdan Shaqiri, der ellers længe har været rygtet til Liverpool.

Den italienske Serie A-klub bekræfter på sin Twitter-profil, at man er blevet enig med Bayern München om et skifte.

23-årige Shaqiri har haft svært ved at opnå spilletid i Bayern, hvor han har konkurreret med typer som Franck Ribery og Arjen Robben. I stedet forsøger den lille, tætte schweizer sig nu i kriseramte Inter, der har haft en skuffende sæson og pt. frister en tilværelse som nummer 12 i Serie A.

Verden fik for alvor øjnene op for den 169 centimeter høje kantspiller, da han i 2011 førte Schweiz frem til finalen ved U21-EM i Danmark. Året efter skiftede han fra FC Basel til Bayern München.

Shaqiri lyste også op ved sommerens VM-slutrunde i Brasilien, hvor han scorede hattrick i kampen mod Honduras.