Striden mellem træneren Gjert Ingebrigtsen og hans løbesønner, Jakob, Filip og Henrik Ingebrigtsen, er tilsyneladende ikke forbi.
De tre brødre har til Patentstyret i Norge indleveret en protest mod at lade deres far få eneret til at bruge familiens efternavn til at markedsføre den såkaldte Ingebrigtsen-metode.
Det skriver norske TV 2.
Før det netop overståede VM i Tokyo kom det frem, at Gjert Ingebrigtsen har forsøgt at få eneret til at bruge efternavnet i omtalen af metoden, men brødrene mener, at efternavnet i høj grad kan associeres med dem.
- At han har eneret til dette, er ikke en opfattelse, vi deler. Gjert Ingebrigtsen har heller ikke alene udviklet en original træningsmetode, lød det over for norske TV 2 fra brødrenes rådgiver, Espen Skoland.
Faren var i mange år træner for atletikbrødrene, som har løbet sig til en lang række resultater i international topklasse.
Særligt Jakob Ingebrigtsen har imponeret med guldmedaljer ved OL og VM.
Men samarbejdet stoppede brat i 2022, og siden har Jakob Ingebrigtsen og hans søster anklaget deres far for fysisk og psykisk vold.
De blev bakket op af de to andre brødre i søskendeflokken gennem hele retssagen tidligere på året, mens deres mor, Tone Ingebrigtsen, stod på farens side.
Gjert Ingebrigtsen blev frifundet for flere forhold, men blev dømt for en "kropskrænkelse" af datteren.
Det udløste en dom på 15 dages betinget fængsel og en bøde på 10.000 norske kroner.
/ritzau/