Den dansk-østrigske skiløber Christian Borgnæs åbner søndag World Cup-sæsonen i storslalom i Sölden. Det bliver syvende sæson i den alpine skisports verdenselite for ham. Og den dyreste.

Tidligere kørte han på det østrigske landshold, hvor alt var betalt, og hvor udstyrsproducenter og sponsorer sikrer atleterne en indkomst. Ligesom præmiepenge også er aktuelle for mange.

Men før han var på landsholdet, og siden han i 2022 skiftede til det danske landshold, har Borgnæs selv skullet finde sponsorer, der vil betale hele gildet for ham.

Et gilde, som de senere års inflation har krævet et markant stigende budget for at kunne afholde.

- Det er helt sikkert blevet meget dyrere, bare på den tid, hvor jeg har stillet op for Danmark, fortæller Borgnæs forud for den kommende sæson.

- Jeg skal selv betale forsikringer, rejser, hotel, trænere, liftkort og så videre, og denne her sæson løber op i omkring 120.000-125.000 euro.

Det svarer til omkring 900.000 kroner. Det inkluderer også professionel hjælp til smøring af ski og anden service, som beløber sig til omkring 225.000 kroner på et år.

Det havde han ikke for år tilbage, men trækker man det fra, beløber de øvrige udgifter sig stadig til 675.000 kroner. Det er vel at bemærke uden løn til Borgnæs.

De første sæsoner, han kørte uden for det østrigske landshold, kunne han køre en sæson for under 400.000 kroner. Altså er det blevet næsten 70 procent dyrere.

- Dengang kostede et liftkort 30-35 euro for en dag. I dag koster de let 55 euro. Jeg kunne flyve til New Zealand for 1300 euro. Billetten i år kostede 2000 euro. Alt er blevet markant dyrere, lyder det fra Borgnæs.

Han lægger ikke skjul på, at tingene var meget lettere, da han var en del af det østrigske landshold. Alt blev klaret. Han skulle bare løbe på ski.

Til gengæld mærker han nu hver eneste dag på pisten og i konkurrence glæden og motivationen. Den skal være der hele tiden, når man bruger sin "fritid" om foråret og sommeren på at jagte sponsorer og forberede den kommende sæson.

- Når jeg ved, at den enkelte træningsdag koster mig 300-400 euro, så sørger jeg også for at få det maksimale ud af den. Der er mit mindset lidt anderledes nu, fortæller han og mindes den særlige følelse, når det viser sig at være det hele værd.

- Dengang jeg blev nummer 14 i et World Cup-løb, som er mit bedste resultat, var jeg faktisk bedste østriger på dagen. Det var ret sjovt, at en dansker var bedste østriger. Det føltes virkelig godt.

Den begrænsede løn, han kan udbetale til sig selv ind imellem, kommer, hvis det lykkes at få lidt ekstra penge i puljen. Men eftersom han rejser omkring halvdelen af året, hvor overnatning, mad og det hele er med i budgettet, har han ikke brug for en stor indkomst.

Han har base i St. Anton med sin kæreste. De har ikke børn, og derfor er friheden - også økonomisk - stadig stor. Men det er ikke blevet lettere med tiden at finde sponsorer, slet ikke med de stigende priser.

Derfor ved han også, at det ikke kun er skader og alder, der kan spille ind i forhold til et karrierestop på et tidspunkt.

- Finansieringen er selvfølgelig afgørende for, hvor mange år frem jeg kan fortsætte på denne måde. Selv om kroppen skulle vise sig at spille, og jeg føler, at jeg kan forbedre mig, så er jeg afhængig af sponsorer for at kunne fortsætte, slår han fast.

- Jeg elsker stadig at konkurrere og forbedre mig. Men den dag, jeg ikke kan det, eller ikke har mulighed for det, gider jeg heller ikke mere.

Han deltog tidligere i år for første gang ved vinter-OL. Her leverede danskeren en af karrierens bedste præstationer og blev nummer 20 i storslalom.

Det var samtidig det bedste alpinresultat af en dansker nogensinde ved OL.

RITZAU