Flere organisationer ønsker, at Israel skal udelukkes fra fodbold. Men internationale forhold, som situationen i Gaza, er ikke fodboldens opgave at håndtere.

Det fastslår præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, i en pressemeddelelse efter et møde i Fifas eksekutivkomité.

- Fifa kan ikke løse geopolitiske problemer. Men Fifa kan og skal fremme fodbolden rundt om i verden ved at udnytte dens forenende, uddannelsesmæssige, kulturelle og humanitære værdier, siger Infantino.

- Vores tanker går til dem, der lider under de mange konflikter, der findes ude i verden. Det vigtigste budskab, som fodbold kan formidle lige nu, er et budskab om fred og sammenhold, lyder det.

Presset på Infantino og Fifa er steget i den seneste tid, hvad angår spørgsmålet omkring Israels deltagelse i international fodbold.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty sendte onsdag et åbent brev til både Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

I brevet opfordrer Agnès Callamard, der er Amnesty Internationals generalsekretær, fodboldforbundene til at suspendere Israel på grund af konflikten med Hamas i Gazastriben.

Amnesty mener, at Israel helt konkret bryder Fifas regler, og henviser til, at der er seks klubber med base i bosættelser i det besatte palæstinensiske område på Vestbredden, der spiller i Israels fodboldligaer.

I Fifas vedtægter står der, at "medlemsforbund og deres klubber ikke må spille på et andet medlemsforbunds territorium uden sidstnævntes godkendelse".

Det tyrkiske fodboldforbund har ligeledes sendt et åbent brev i retning mod Fifa og Uefa med ønsket om at udelukke Israel.

Efter invasionen af Ukraine i 2022 blev Rusland udelukket fra international fodbold af Fifa og Uefa, hvilket præsidenten for Norges Fodboldforbund, Lisa Klaveness, har hæftet sig ved i spørgsmålet om Israel.

- Personligt mener jeg, at når Rusland er ude, bør Israel også være ude. Det er min personlige mening. Og man kan godt have personlige holdninger, når man er fodboldpræsident. Det har jeg i hvert fald nu, sagde hun i sidste uge ifølge Dagsavisen i den norske podcast "Pop og politikk".

Det israelske fodboldlandshold deltager i den igangværende VM-kvalifikation, hvor holdet er i kvalifikationsgruppe med netop Norge. De to nationer mødes 11. oktober.

Israels eneste hold i de europæiske ligaspil er Maccabi Tel Aviv i Europa League. Klubben står til at møde FC Midtjylland på "hjemmebane" 23. oktober. Den kamp spilles på neutral grund i Serbien.

/ritzau/