Infantino: Fifa tolererer ikke angreb på sin integritet
Tilliden til Fifa skal genoprettes, erkender Gianni Infantino efter den seneste tids massive kritik.

Tilliden til Fifa skal genoprettes, erkender Gianni Infantino efter den seneste tids massive kritik.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og særligt præsident Gianni Infantino har fået hård kritik fra adskillige fronter i den seneste tid, og efter et Fifa-møde onsdag anerkender præsidenten, at tilliden nu skal genoprettes.
Det gør præsidenten i et opslag på Instagram.
- Vi er fuldt ud sikre på, at resultaterne af dagens møde vil styrke Fifas ledelse, bidrage til at genoprette tilliden til organisationen og gøre det muligt for os at forberede de store begivenheder og udfordringer, der ligger forude, på en samlet og gennemsigtig måde, samtidig med at vi fortsætter vores mission om at udvikle spillet rundt om i verden.
Sent onsdag efter mødet erkendte Infantino, at der blev begået fejl i de udskældte planer om at sælge andele af Fifas turneringer til private investorer.
Men kritikken udefra går langt ud over dette. Ved sommerens VM fik det enorm opmærksomhed, at en karantæne til USA's Folarin Balogun blev sløjfet på opfordring fra præsident Donald Trump.
I kølvandet på Infantinos planer om at sælge andele har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og flere af dets medlemslande meldt ud, at tilliden til Fifa er væk.
Desuden har Jordans fodboldforbund anklaget Infantino for afpresning i forbindelse med VM.
Uden at blive specifik på anklager rettede Infantino kritik mod angreb.
- Vi blev også enige om (på mødet onsdag, red.), at Fifa ikke vil tolerere nogen angreb på sin integritet og vil træffe alle nødvendige foranstaltninger for at forsvare sit omdømme, lyder det fra Infantino.
Fifas generalsekretær Mattias Grafström kritiserede for få dage siden forløbet omkring de præsenterede planer om at sælge andele.
På Infantinos Instagram-opslag sidder præsidenten med netop Grafström, og de to lader til at have fundet fælles fodslag.
- I dag (onsdag, red.) har de fremmødte medlemmer af Fifas bestyrelse taget de nødvendige skridt til at styrke tilliden til Fifas ledelse og ledelsesstrukturer og til at sikre, at Fifa, dens mission og dens ansvar over for fodboldverdenen fortsat opretholdes fuldt ud til støtte for både mig som præsident og administrationen under ledelse af generalsekretær Mattias Grafström.
Infantino har været præsident siden 2016 og agter at stille op til genvalg til marts næste år. Officielt er der stadig ingen modkandidater.
RITZAU