Infantino erkender fejl omkring udskældt Fifa-plan
Fifas præsident og generalsekretær undskylder i brev for fejl, der blev begået omkring kontroversiel plan.

Fifas præsident og generalsekretær undskylder i brev for fejl, der blev begået omkring kontroversiel plan.

Fifas præsident, Gianni Infantino, erkender, at der blev begået fejl i forbindelse med de kontroversielle planer om at sælge andele af Fifas turneringer.
Det viser et brev, som det internationale fodboldforbund har offentliggjort ifølge Sky News.
- Vi erkender, at der blev begået fejl i processen omkring den foreslåede etablering af Fifa Forward Enterprise.
- Vi erkender, at der også blev begået fejl, efter at forslaget blev lækket til medierne, hedder det i brevet, som er underskrevet af både Gianni Infantino og Fifas generalsekretær, Mattias Grafström.
Det er Infantinos første offentlige undskyldning, siden han præsenterede - og senere trak tilbage - en investeringsordning, der skulle sælge andele i verdensmesterskabet i fodbold til private investorer.
- Vi beklager oprigtigt disse fejl og forpligter os til at sikre, at de ikke sker igen, hedder det videre i brevet ifølge Sky News.
- Med dette for øje vil vi gennemføre en nødvendig gennemgang, og en rapport vil blive fremlagt for Fifa-rådet på dets næste ordinære møde.
I brevet står der også, at Grafström og Fifas ledelse giver "deres fulde opbakning" til Infantino, som den seneste tid har været udsat for omfattende kritik.
Kritikken af Fifa-bossen er ikke stilnet af, efter at den kontroversielle Fifa-plan blev trukket tilbage. Tværtimod.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har meddelt, at tilliden til Fifa er væk, og det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.
Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU) Jesper Møller har sagt, at DBU har mistet tilliden til Infantino.
Efterfølgende har fodboldforbundene i Sverige og Wales officielt trukket støtten til et genvalg af Infantino som Fifa-præsident.
Senest beskyldte præsidenten for Jordans fodboldforbund tirsdag Infantino og Fifa for afpresning under sommerens VM.
Gianni Infantino har planer om at stille op til genvalg som præsident i Fifa for perioden 2027 til 2031.
RITZAU