Opdateret

Ikon er tjekket ind i landsholdslejren: Jeg blev lidt starstruck

Bojana Popovic var engang verdens bedste håndboldspiller, og det kan Trine Østergaard sagtens huske.

Trine Østergaard hilste mandag på et af sine store håndboldidoler. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Da Trine Østergaard mandag mødte ind i landsholdslejren i Frederikshavn, løb hun ind i et af sine ungdomsidoler.

- Helt ærligt, så blev jeg lidt starstruck, da jeg skulle sige hej til hende, siger hun nærmest forlegent.

Men den 33-årige højrefløj kan godt begynde at vænne sig til at skulle hilse på sit idol med jævne mellemrum.

Det var nemlig Bojana Popovic, hun stak næven, og håndboldikonet fra Montenegro er Trine Østergaards nye træner på landsholdet. Den nye landstræner Helle Thomsen har nemlig hentet Popovic ind som sin assistent.

- Det er et kæmpe navn for dansk håndbold og håndbold generelt i hele verden. Jeg er virkelig imponeret og utroligt ydmyg og glad over, at vi kan få Bojana til dansk kvindehåndbold. Hendes navn i sig selv er kæmpestort, og det samme er hendes faglighed. Så vi skal bare suge til os, siger Trine Østergaard.

Højrefløjen er den ældste på det danske landshold og kan derfor sagtens huske at have set Bojana Popovic folde sig ud som den bedste håndboldspiller i verden.

Den nu 45-årige montenegriner spillede fra 2002 til 2010 i dansk håndbold hos først Slagelse og siden Viborg HK og vandt i den periode flere Champions League-titler.

I modsætning til Trine Østergaard er flere af de danske landsholdsspillere så unge, at de ikke har oplevet Bojana Popovic i aktion med egne øjne, men legenden om hende har de hørt.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har set hende spille men jeg har hørt meget om hende, siger 27-årige Mie Højlund.

Stjernen fra Odense Håndbold ser det som et plus, at Bojana Popovic har spillet mange af sine aktive år i Danmark, men forventer også at montenegrinerens Balkan-blod kan give landsholdet noget positivt.

- Den passion og det hjerte, hun viser altid, kan vi godt lære af. Jeg har set hende mange gange på sidelinjen som træner, og der kan man jo se, hvor meget hun lever sig ind i det, siger Mie Højlund.

Hun bakkes op af Trine Østergaard.

- Vi må godt tage lidt mere vildskab med på banen. Jeg tror, at det bliver fedt for vores hold at lære lidt af det, siger Trine Østergaard, der til daglig spiller i rumænsk håndbold.

Det danske håndboldpublikum skal dog ikke forvente, at de danske landsholdskvinder kommer til at spille med følelserne helt uden på tøjet, som man indimellem oplever det hos sportsfolk fra Balkan.

- Jeg synes, vi har brug for en balance af det. Det falder os ikke nødvendigvis naturligt, men der er nogle sider af det, vi godt kan lære af, siger Mie Højlund.

Bojana Popovic får debut som assistenttræner for landsholdet lørdag, hvor Danmark møder Island i en testkamp.

/ritzau/