Ikasts kontramaskine skaffer længe ventet sejr over Odense
Ikast Håndbold vandt hjemme 37-36 over Odense Håndbold og overtager førstepladsen i den ene slutspilsgruppe.

Ikast Håndbold vandt hjemme 37-36 over Odense Håndbold og overtager førstepladsen i den ene slutspilsgruppe.

De fem første gange Ikast Håndbold og Odense Håndbold tørnede sammen i denne sæson, endte det med fynsk sejr, men onsdag aften fik Ikast has på den onde fynske ånd.
I det første møde i slutspillet i Kvindeligaen vandt midtjyderne hjemme på eget halgulv med 37-36. 15 af scoringerne kom i kontrafasen.
Det var faktisk første gang siden februar 2024, at Ikast formåede at slå Odense. Siden har de to hold mødtes 13 gange.
Med sejren overtager Ikast førstepladsen i slutspilsgruppe 2, hvor meget skal gå galt, hvis ikke netop Ikast og Odense tager de to semifinalebilletter.
Efter de første tre kampe har de to hold henholdsvis syv og seks point, mens Viborg Håndbold har to point efter en sejr tidligere onsdag over HH Elite fra Horsens, der er uden point.
Hverken Ikasts eller Odenses forsvar var mødt op i kampens start onsdag aften, hvor målene haglede ind i begge ender.
Amalie Milling i Ikast-målet var den første til at finde et par redninger frem, og det sendte værterne i front med 9-7 efter ti minutter, men derfra overtog fynboerne.
Landsholdskeeper Althea Reinhardt meldte sig ind for Odense, der samtidig i hvert angreb havde nemt ved at spille sig til store chancer.
Gæsterne virkede i kontrol, men en stærk slutspurt gjorde, at Ikast kun var bagud med en enkelt ved sidebyttet.
Ikasts forsvar fik pludselig langt bedre fat, og det gav en lang række kontramuligheder, som værterne udnyttede til at løbe Odense over ende og vinde en periode 8-1.
Værterne virkede til at kunne det meste, mens næsten alle løse bolde og marginaler gik deres vej.
Odense prøvede at kickstarte angrebsspillet med syv mod seks, og det gjorde, at fynboerne fik sat en prop i.
Mod slutningen lå et comeback og ulmede, men Ikast afviste tilnærmelserne. 30 sekunder før tid cementerede Stine Skogrand sejren, da hun omsatte et straffekast til en 37-34-føring.
/ritzau/