København Håndbold åbnede kvindernes liga med sejre i de tre første runder, men da holdet onsdag aften ramlede ind i Ikast, kom københavnerne i menneskehænder.
På hjemmebane vandt Ikast med hele 46-30 efter 25-14 ved pausen.
København hentede sine tre indledende sejre mod hold fra ligaens nedre region og var helt uden chancer mod Ikast.
Midtjyderne lagde suverænt ud, og der var bare spillet 11 minutter, da hjemmeholdet bragte sig foran med 12-3 på mål af Emilie Arntzen.
Den norske venstreback skiftede til Ikast fra rumænske CSM Bucuresti og viste sig godt frem denne onsdag. Hun scorede syv gange og blev Ikast-topscorer sammen med den svenske højreback Thea Kylberg.
Københavnernes keepere fik stort set ikke fat på noget og lukkede altså hele 25 mål ind i første halvleg.
Udeholdet kom lidt bedre med i anden halvleg, men alligevel voksede Ikasts føring til 15 mål flere gange.
Mod slutningen blev klasseforskellen igen udstillet, da Ikast flere gange var foran med 17 mål.
Med sejren kommer Ikast på seks point for fire kampe ligesom København.
Også Nykøbing Falster Håndboldklub er på seks point efter onsdagens sejr på 39-26 hjemme mod Horsens efter 18-11 ved pausen.
Senere onsdag aften kom Team Esbjerg på syv point ved at vinde udekampen mod EH Aalborg med 37-27.
Hjemmeholdet fulgte med til 8-8, men derfra var der klasseforskel. Vestjyderne kom på 16-10 og førte også med seks mål ved pausen. I anden halvleg voksede afstanden også stødt og endte altså tocifret.
Odense er eneste hold med maksimumpoint. Sent onsdag tog fynboerne deres fjerde sejr ud af lige så mange mulige ved at slå Silkeborg-Voel med 35-25 på udebane.
Tidligt i kampen skabte Odense en komfortabel føring, som bare voksede igennem kampen.
/ritzau/