Ikast Håndbold og Odense Håndbold skal spille DM-semifinaler senere i maj.

Det er en kendsgerning efter midtjydernes sikre 31-23-sejr på udebane over Horsens-holdet HH Elite og Odenses sejr i Viborg.

Ikasts sejr blev i høj grad grundlagt i første halvlegs sidste 13 minutter, hvor måltavlen gik fra 8-8 til pausestillingen 19-10.

Målvogter Amalie Milling rullede gardinerne ned og præsterede hele otte redninger i den gyldne periode, hvor hjemmeholdet også sendte et straffekast på stolpen og smed flere bolde væk.

Landsholdskollega Julie Scaglione var i hopla i den anden ende og sendte syv bolde i nettet fordelt bredt ud over de første 30 minutter, hvorefter anden halvleg var en mere jævn omgang.

I Viborg var Odense på jagt efter oprejsning efter smertelige nederlag til Györ og Ikast i de seneste runder.

Den kom takket være en stærk slutspurt i de sidste ti minutter, hvor 29-28 blev forvandlet til slutresultatet 35-30 trods et rødt kort til Lysa Defo.

Ikast og Odense har henholdsvis ni og otte point i toppen af gruppen, og det kan hverken Viborg eller HH Elite nå op på.

Tilbage er kun at finde ud af, hvem der slutter et og to, og det bliver givetvis først afgjort, når Ikast næste lørdag gæster Odense i sidste spillerunde.

/ritzau/