Håndboldkvinderne fra Ikast jagter en billet i Champions Leagues kvartfinaler, men efter den første af to playoffkampe mod rumænske Gloria Bistrita ser opgaven vanskelig ud.
Hjemme i det midtjyske tabte Ikast med 34-35, men holdet havde undervejs kurs mod et markant bedre udgangspunkt.
Ikast gik således i stå efter pausen, da en komfortabel føring på fem mål smuldrede mellem hænderne på midtjyderne.
Der er returkamp i Rumænien 28. marts, og den samlede vinder over de to opgør snupper en billet videre i Champions League.
Opgøret åbnede som lyn og torden, og de rumænske gæster havde mildt sagt svært ved at sætte en stopper for Ikast-offensiven.
Ikast scorede på mere eller mindre hvert angreb i det første kvarter. Bistrita var oftest langsom tilbage i organisationen, og der lå massevis af muligheder for midtjyderne.
Stine Skogrand førte an i Ikast-angrebet med intet mindre end otte mål i første halvleg, som midtjyderne førte kontrolleret 21-16.
Skarpheden dalede for Ikast, der derfor aldrig skabte det endegyldige hul til de rumænske gæster.
I stedet kom Gloria Bistrita markant bedre med efter pausen og barberede Ikast-føringen helt i bund.
Sonia Seraficeanu var sikkerheden selv på straffekast, og Danila So Delgado var sprudlende på rumænernes venstreback. Det vendte opgøret helt på hovedet.
Ikast fik ikke et afgørende momentum i de døende minutter, og så sluttede det med et skidt dansk udgangspunkt.
/ritzau/
