Idrætsforbund skuffet over dansk vinter-OL: Vi er ikke en vintersportsnation

Speedskateren Viktor Hald Thorup leverede bedste danske resultat med en femteplads i fællesstart

Speedskateren Viktor Hald Thorup leverede et flot resultat ved vinter-OL, mens curlingholdene begge endte sidst. Scanpix/Mladen Antonov Fold sammen
Læs mere

De sidste danskere har været i aktion ved vinter-OL i Pyeongchang, og samlet set er Danmarks Idrætsforbund (DIF) ikke imponeret over de danske præstationer.

Det fortæller Morten Schram Rodtwitt, der er chef de mission for det danske hold, i en pressemeddelelse.

»Det er selvfølgelig svært at generalisere over samtlige danske præstationer, men der er ingen tvivl om, at det samlet set har været et skuffende dansk vinter-OL,« siger han og fortsætter:

»Selv om nogle af atleterne kvalificerede sig til vinter-OL på de alleryderste mandater, så havde vi alligevel forventet bedre præstationer over en bred kam.«

Både herre- og kvindeholdet i curling endte på sidstepladsen i deres respektive gruppespil. Heller ikke skiløberne var i nærheden af toppen i deres discipliner.

Til gengæld imponerede speedskateren Viktor Hald Thorup lørdag ved at skrabe point nok sammen til at blive nummer fem i fællesstart.

Det var det bedste individuelle resultat af en dansk atlet ved et vinter-OL nogensinde.

»Jeg er glad for, at det lykkedes speedskaterne at vise deres potentiale. Viktor Hald Thorups femteplads er en fornem placering og det absolutte danske lyspunkt ved vinter-OL.«

»Generelt har de danske præstationer ved vinter-OL i Pyeongchang dog vist, at Danmark ikke er en vintersportsnation,« siger Morten Schram Rodtwitt.

Viktor Hald Thorup bærer den danske fane ved søndagens afslutningsceremoni i Pyeongchang.

/ritzau/