Rygterne har floreret længe, og nu står det altså klart. Zlatan Ibrahimovic vender tilbage til italiensk fodbold.
Fredag meddeler AC Milan på sin hjemmeside, at klubben er nået til enighed med den svenske angriber om en kontrakt, der løber frem til udgangen af indeværende sæson.
Kontrakten indeholder en option, der giver AC Milan mulighed for at forlænge den med yderligere en sæson.
Dermed gør Ibrahimovic comeback i AC Milan, som han også spillede for fra 2010 til 2012.
»Jeg kommer tilbage til en klub, som jeg har stor respekt for, og til byen Milano, som jeg elsker. Jeg vil kæmpe med mine holdkammerater for at rette op på denne sæson. Jeg vil gøre alt for at få det til at ske,« siger svenskeren på AC Milans hjemmeside.
Klubben ligger i øjeblikket på 11.-pladsen i Serie A med 21 point efter 17 kampe.
Zlatan Ibrahimovic har senest tørnet ud for amerikanske Los Angeles Galaxy, hvor hans kontrakt udløber ved årsskiftet.
Allerede i november blev det meldt ud, at han ikke ville fortsætte i klubben efter nytår. Formelt set afhænger svenskerens skifte til AC Milan af, at han består et lægetjek 2. januar.
Han scorede i sin første tid som AC Milan-spiller 56 mål i 85 kampe.
Zlatan Ibrahimovic har i sin efterhånden lange karriere spillet for adskillige store klubber. Ud over AC Milan er det også blevet til ophold i Ajax, Juventus, Inter, Barcelona, Paris Saint-Germain og Manchester United.
Undervejs har han blandt andet vundet 13 nationale mesterskaber.
Ibrahimovic har i alt i sin klubkarriere scoret hele 456 mål i 741 kampe. På landsholdet er det blevet til 116 optrædener og 62 mål.
/ritzau/