Iben Tinning på sejrskurs i Dubai

Den danske golfspiller Iben Tinning ligger på førstepladsen på andensidste dag på ved Ladies European Tour-turneringen Dubai Ladies Masters.

Med en flot runde på 67 slag, fem slag under par, slog den danske golfspiller Iben Tinning sig lørdag i front ved Ladies European Tour-turneringen Dubai Ladies Masters.

Tinning, der før tredjedagen lå nummer seks, er dermed ét slag foran sine tre nærmeste konkurrenter, svenske Annika Sörenstam, Veronica Zorzi fra Italien og Laura Davis fra England.

- Jeg får ikke nerver på af det her. Det er kommet lidt uventet, jeg har alt at vinde og vil tage det som en oplevelse, men selvfølgelig vil jeg blive lidt mopset, hvis jeg i sidste runde laver bogey på sidste hul, og det koster sejren, siger Iben Tinning til golfonline.dk.

Lisa Holm Sørensen ligger sammen med Amanda Moltke-Leth på en delt 32.-plads, 13 slag efter Tinning. Karen Margrethe Juul er nummer 51, mens Mette Buus ligger på en sidsteplads i turneringen, som slutter søndag.

/ritzau/