I de rigtige kæmpers skygge

Danmarks seneste europamester har slået sig til tops i en af sportens mest negligerede vægtklasser. Men nu er der måske håb på vej for Johny Jensen og hans oversete cruiservægt-kolleger.

Da Johny Jensen (th.) blev europamester i cruiservægt tidligere på måneden, kastede han samtidig et sjældent skarpt skær af opmærksomhed på sin vægtklasse, der igennem årene har haft gevaldigt svært ved at tiltrække sig store navne og kassekampe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mogens Flindt

Da Johny Jensen fældede Vicenzo Cantatore og vandt EM-titlen i Rom, huggede den store dansker sig ikke blot ind på sensationssiderne i dansk boksehistorie. Han kastede også et sjældent skarpt skær af opmærksomhed på både sig selv og sin vægtklasse, cruiservægt, der igennem årene har haft gevaldigt svært ved at tiltrække sig store navne og kassekampe.

Den havde selvfølgelig Evander Holyfield og for så vidt også James Toney. Men ud over dem har det knebet gevaldigt for cruiservægt at manifestere sig. Selv bælteslugeren Roy Jones jr. fandt vægtklassen så uinteressant, at 90’ernes bedste bokser sprang den over, da han rykkede op fra letsværvægt og fortsatte sit historiske VM-togt i sværvægt.

Roy Jones kom hele vejen fra mellemvægt, og hans grunde til at springe cruiservægt over ligger lige for: Cruiservægt ligger for tæt på sværvægt, hvor de rigtigt store penge er. Cruiservægt er ikke en af boksesportens originale vægtklasser, men en hybrid indlagt som »buffer«, så man ikke længere kunne se sværvægtsbrag mellem kæmper på over 100 kilo og »dværge« på nogle og 80 kilo. Og vægtklassen har kun 30 år på bagen modsat for eksempel sværvægt, der i mere end 100 år har leveret stof til myter og eventyr, og som modsat cruiservægt giver plads til de sande giganter og slagmaskiner. Cruiservægt har i mange tilfælde været en holdeplads for boksere, der ikke slår hårdt nok til sværvægt og ikke er atletiske nok til at klare letsværvægt.

»Cruiservægtere kommer aldrig til at stå øverst på pay-per-view-stævner, og meget få af dem kommer i hovedkamp på (de store amerikanske TV-stationer) HBOs og Showtimes stævner på landsdækkende kabel-TV,« lyder dommen fra den amerikanske bokseskrivent Francis Walker.

Men mindre kan naturligvis også gøre det for den ufaglærte lagerarbejder Johny Jensen fra Horsens. Og manden, der til daglig slæber armaturer på den lokale virksomhed Vola, kan faktisk glæde sig over, at hans vej til verdenstoppen er kortere, end den nok ville være et par kilo længere oppe i prestige-hierarkiet.

Savner Holyfield
Da cruiservægt for alvor var i vælten, var da den senere sværvægtsverdensmester Evander Holyfield regerede i klassen. The Ring kårede ham til Årets Bokser i 1987, og først i 2003 – efter en periode med fire sværvægtere som årets bedste - var en cruiservægter igen indblandet i den hæder som nu tilgik James Toney, der samme år havde forladt vægtklassen og faktisk fik prisen på baggrund af braget mod netop Holyfield - i sværvægt.

Manglen på profiler og gennemslagskraft gør alt andet lige en cruiservægt-titel billigere at komme på tale til end mere TV-tunge og amerikansk dominerede titler.

Omvendt hører det også med til historien, at sværvægt i dag har mistet gevaldig styrke i gennemslagskraft især i USA, hvilket skyldes tidligere Sovjet-borgeres totale dominans på de fire verdenstroner. Og nu kan skæbnen mage det således, at Johny Jensen per 29. december havner i en rent europæisk domineret vægtklasse. Hvis Marco Huck besejrer amerikanske Steve Cunningham i Berlin, vil alle fire store titler i cruiservægt residere i Europa.

Det kan dels få Johny Jensens EM-titel til at stige i værdi, dels gøre ham til et mere interessant navn på listen over modstandere i verdensmestrenes frivillige titelforsvar. Som sådan kan titlen måske endda opfylde det Jensen-håb, som uden EM-titlen på CV’et ville være det rene vanvid at lukke ud.

»Sejren kan bane vejen frem mod større chancer. Måske en VM-kamp i Horsens. Det kunne være helt kanon,« lød det fra den indtil da yderst forudsigeligt, mekanisk boksende, dvaske Horsens-kæmpe, da han forvandlet kom hjem med EM-bæltet og i den store sammenhæng små 100.000 kroner for ulejligheden.

De ifølge kilder tæt på Jensen 100.000 kroner bør blive til en del flere, når EM-titlen kommer på spil – med alt hvad det indebærer af drømme og forventninger om yderligere opstigen på ranglister og i Team Palle-hierarki.

Som den 12-årige søn Sebastian sagde det til TV Syd:

»Det havde jeg aldrig drømt om. Jeg havde kun regnet med, at han fik nogle af de der små bælter, men så fik han en af de store. Det er helt fantastisk. Jeg er meget stolt.«