»Hvorfor i alverden skal vi finde os i, at en dommerfejl kan koste en klub point?«

Den ungarske topdommer Viktor Kassai har trukket det røde kort op af lommen under sidste uges CL-brag mellem Real Madrid og Bayern München på Estadio Santiago Bernabeu. En efterfølgende udskældt dom, som sendte gæsternes Arturo Vidal i bad, selv om TV-gengivelser viste, at chileneren tacklede bolden rent. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Dalder/Reuters

Set fra en helikopter er fodbold et overskueligt spil. 22 mand, en bold og simple, grundlæggende regler: Det gælder om at score flere mål end modstanderen med alt andet end hænder og arme. De fleste kampe ender med to eller tre scoringer, fire til seks udskiftninger og en håndfuld gule kort. Undertiden bliver der scoret lidt mere, og nu og da bliver en spiller udvist.

Men zoomer vi tættere på, står vi pludselig med helt andre udfordringer. Da ser vi, at fodboldspillet er den mest omstændelige og detaljerede af alle idrætsgrene. At alle deltagende spillere må bevæge sig frit over hele banen hele tiden. At tiden ikke sættes i stå, men løber frit og højest tilføjes et par symbolske tillægsminutter. Med sine 7.100 kvadratmeter er banen tilmed sportsverdenens største.

Alligevel – eller måske netop derfor – er der en voldsom interesse for at styre spillets gang. Sådan har det været siden den moderne fodbolds fødsel i England i midten af det 19. århundrede, men den teknologiske og kommercielle udvikling i de senere år har intensiveret debatten om, hvad man kan kontrollere, og hvad man ikke kan kontrollere på de 0,7 hektar græs.

Det ser vi ikke mindst, når fans og udøvere begræder en ny tvivlsom præstation af spillets opmænd. For hvorfor i alverden skal vi finde os i, at en dommerfejl kan koste en klub point eller videre avancement i eksempelvis Champions League?

De mest pikerede er typisk de involverede parter. Det så vi, da Real Madrid-tilhængere og andre fjender af FC Barcelona langede ud efter dommer Deniz Aytekin efter cataloniernes 6-1-sejr over Paris Saint-Germain i returmødet i Champions Leagues 1/8-finaler i sidste måned. For hvorfor tildelte tyskeren Barcelona et straffespark, mens han overså ét til pariserne?

I denne uge var rollerne så byttet om i verdensfodboldens største rivalisering. Denne gang var det Real Madrid, der fik hjælp af en anden topdommer, Viktor Kassai, i hjemmekampen mod FC Bayern München. Ungareren udviste gæsternes Arturo Vidal, selv om TV-gengivelser viste, at chileneren tacklede bolden rent. Som i det første opgør i München fik sydtyskernes røde kort betydning for kampens udfald.

Undervejs for FC Barcelona-spilleren og den fungerende catalanske separatistleder, Gerard Piqué, til tasterne. Den verdenskendte forsvarer angreb både Kassai og Real Madrid med et ultrakort, men umisforståeligt tweet, der i al sin enkelthed lød »...«. De tre prikker, der skulle indikere, at ikke alt var gået retmæssigt for sig, er foreløbig blevet retweetet flere end 138.000 gange.

Det er temmelig nemt at affærdige både Real Madrid-fansenes jammer og Piqués klynk.

For det morsomme er naturligvis, at hvis nogen endelig forfordeles, så er det klubberne, spillerne og trænerne i ligaerne langt under disse sværvægtere. Klubber, som fans af de to superklubber har glemt, findes. Enhver dommer, selv den mest erfarne, optræder mere nøgternt og velovervejet over for 5.000 tilskuere end foran 80.000. Ikke af ond vilje, men som følge af tribunernes tryk.

Alligevel giver de frustreredes opråb mening. Det kan godt være, at de ser spøgelser, men det er der en god grund til. For det er næsten ikke til at bære, at den milliardforretning, det underholdningstempel og den kulturelle identitetsmarkør, som den professionelle fodbold for længst er blevet, skal være afhængig af tilfældigheder.

Ærgrelsen ses også i en helt særlig skare, der ikke nødvendigvis har aktier i den enkelte kamp, men som værner om fodboldens retfærdighed. Vi kunne kalde dem spillets revisorer – spillere, trænere, ledere, fans og journalister, der får ondt i øjnene, når de igen ser, hvordan held og uheld råder. Et stolpeskud, en offsidescoring, et fejlagtigt annulleret mål, en alt for hård udvisning.

Det er sådan, vi må forstå FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, og hans omdiskuterede tale om »table of justice« først på TV og siden her i avisen tidligere på måneden. Ifølge Ankersen er det vigtigste således ikke, hvor FCM ligger i tabellen, men hvordan klubben klarer sig på de såkaldt underliggende præstations­indikatorer, dvs. statistisk.

Flere kritikere har kaldt midtjydens »table of justice« for et forsøg på at undskylde en svag pointhøst, men selv hævder FCM-formanden, at han har talt om sin retfærdighedstabel længe, og at hans udtalelser kun får så megen opmærksomhed, fordi hans klub i øjeblikket taber mere, end den vinder. Ankersen har desuden understreget, at han – i tilfælde af tilbagegang på de »interne ratings« – ikke ville være bleg for at fyre en træner, også selv om klubben lå nummer 1.

FCM og Ankersen er langtfra de første fodboldfolk, der ønsker at implementere gennemgribende statistisk analyse i deres daglige arbejde. Det uudtalte forbillede er baseball-lederen Billy Beane, der med sine matematiske modeller satte en ny dagsorden som general manager i Oakland Athletics fra 1998 til 2016. Beane blev portrætteret af Brad Pitt i filmen »Moneyball« fra 2011.

Også Ankersen ønsker dermed at finde en virkelighed bag det, vi ser ved første øjekast. På temperamentsskalaen befinder den kølige empiriker sig langt fra de følelsesladede konspirationsteoretikere. Han ser på den lange bane, de ser på det straffespark, der ikke blev dømt. Men fælles er ønsket om kontrol over en uhændig hold- og flowsport fuld af psykologi og løse græstørv. Det er ikke nemt.

Asker Hedegaard Boye er Berlingskes sportskommentator.