Hvor ligger Helge Vonsyld Park?

Foto: Henning Bagger. ARKIVFOTO. Michael Gravgaard indledte en debat om Superligaen, da han i B.T. beskyldte dansk klubfodbold for at være kedelig.
Læs mere
Fold sammen

Superligaen er tilbage. Efter et par måneders dvale skal klubberne i landets bedste række atter i kamp. Søndagen byder på tre af dansk fodbolds vigtigste opgør: den bitre arvefjendematch mellem FC Midtjylland og Viborg, Jyllands ældste rivalisering mellem AaB og AGF og så naturligvis kampen over dem alle i det tredje årtusinde, den københavnske klassiker mellem FC København og Brøndby i Parken.

Men ikke alt er fryd og gammen. Den seneste uge har været præget af en følelsesladet debat om Superligaens dalende niveau og dykkende tilskuertal. Det var den tidligere landsholdsspiller og nuværende Randers FC-direktør, Michael Gravgaard, der indledte diskussionen, da han i et begavet opråb i B.T. beskyldte dansk klubfodbold for at være kedelig både på og uden for banen.

Direktøren opfordrede til mere åbenhed i branchen. Professionel fodbold handler i høj grad om kommunikation. Superligaen kan ikke konkurrere sportsligt med Champions League og Premier League, men må trykke på andre knapper: nærvær, energi, nerve og »cirkus« om nødvendigt. »Spillerne skal til at forstå, at de løber rundt med et CVR-nummer i panden. Det er ikke nok længere bare at være en god fodboldspiller,« sagde Gravgaard.

Snakken er ikke ny, og man kan vel sige, at Superligaens strukturændring i netop denne sæson er et forsøg på at vende den bedrøvelige udvikling. Om bare fem spillerunder ombrydes rækken i to slutspil; et for de seks bedste, der skal dyste om medaljer, og et for de otte lavest placerede, som alle vil forsøge at undgå nedrykning til 1. division.

Direktør Gravgaard har mindet sine ansatte og kolleger om, at fodbold er en del af underholdningsbranchen. Havde han været journalist, ville han formentlig havde efterspurgt en større fortælling. Det er to sider af samme sag. For hvad skal fange publikum? Hvordan bliver en fodboldklub en umistelig del af hverdagen hos børn og ældre, kvinder og mænd, rige og fattige?

Det er i den forbindelse næppe tilfældigt, at italienerne ikke taler om fans, men om tifosi afledt af den salmonellarelaterede blodforgiftning tyfus. For sportsklubberne (og ikke mindst deres kommercielle partnere) gælder det om at sænke deres tilhængere ned i en venlig febertilstand. Og selv om alle sportsfolk hele tiden taler om at se fremad, findes der næppe et bedre PR-redskab end historien.

Det har man måttet sande i fodboldklubber som Paris Saint-Germain og Manchester City, som nok er kommet til penge de senere år, men som stadig har svært ved at overhale globale superbrands som Manchester United, Real Madrid, FC Barcelona og FC Bayern München, der alle kan se tilbage på mindst et halvt århundredes sportslig storhed.

Chelsea har vundet fire mesterskaber, fire FA Cup-trofæer og titler i både Champions League og Europa League på 12 hæsblæsende år. Men ser vi på den årlige omsætning, befinder London-klubben sig stadig kun akkurat på niveau med historiske storklubber som Arsenal og Liverpool, der i samme periode end ikke har prøvet af vinde det engelske mesterskab.

Også i Danmark bakser flere fodboldklubber med at væve holdbare forbindelseslinjer fra nutiden til fortiden og tilbage igen.

FC København er en fusion fra 1992. FC Nordsjælland kan med lidt god vilje datere sin opståen tilbage til samme år. Brøndby spillede sin første kamp i den bedste række så sent som i 1982. FC Midtjylland er stadig kun en teenager (stiftet i 1999), og også i Randers, Horsens og Haderslev har man skabt moderne overbygninger i løbet af de seneste 25 år.

Før begyndelsen af 1990'erne fandtes ingen organiseret fankultur i dansk klubfodbold. Tiden forinden har det med at fortone sig i amatørfodboldens tåger. Og selv om en klub som AGF beviseligt har en af de mest loyale tilhængerskarer herhjemme, er det vel de færreste GF'ere, som kender Jørgen Olesen. Hvem? Halfbacken, der optrådte på Aarhus Stadion fra 1945 til 1962, vandt fire mesterskaber og fire pokaltitler og opnåede 42 landskampe.

På Twitter har blandt andre TV-kommentatoren Morten Bruun slået til lyd for en øget historisk bevidsthed i dansk fodbold. Mange danske fodboldfans kender knap nok deres egen klubs historie, og hvor er statuerne henne? Det sidste efterlyste Bruun efter at have besigtiget en billedstøtte af Dixie Dean (1907-1980) ved Premier League-klubben Evertons Goodison Park.

Men at fortiden ikke altid er en nikkedukke, ved de alt om i New York Knicks. Her udspiller sig i disse uger en uskøn kamp mellem på den ene side den pressesky klubejer James L. Dolan og på den anden side Charles Oakley, der var en skattet power forward for NBA-holdet i 1990'erne.

Under en kamp mod Los Angeles Clippers i Madison Square Garden i sidste uge blev Oakley lagt i håndjern efter angiveligt at have optrådt truende. Ifølge Knicks-ledelsen opførte den tidligere topspiller sig aggressivt og tydeligt beruset. Oakley selv fastholder, at han ikke foretog sig noget ulovligt, og at Dolan skulle have beordret ordensmagten til at skride ind efter blot få minutter.

Få timer efter kunne Knicks meddele, at Oakley ikke længere var velkommen i Madison Square Garden, og et par dage senere – til hjemmekampen mod San Antonio Spurs – var Dolan pludselig omgivet af tre andre eksspillere, Larry Johnson, Latrell Sprewell og Bernard King, på sin VIP-plads på første række. »Beskeden var utvetydig,« skrev New York Times, der har dækket konflikten tæt.

Dolan ønskede at vise, at han stadig omfavnede fortidens helte, og at Oakley-affæren var et enkeltstående tilfælde. Især Sprewells tilstedeværelse var bemærkelsesværdig. Tilbage i 2003 forlod han Knicks i vrede og har siden ikke været på talefod med Dolan. Hans comeback i Madison Square Garden fik flere medier til at konspirere om, hvorvidt han havde modtaget penge for at møde op.

Hovedparten af tilskuerne til opgøret mod Spurs var ikke overbevist, og lyden af den taktfaste, verbale Oakley-støtte var ikke til at tage fejl af. Også den kendte filminstruktør og svorne Knicks-fan Spike Lee viste sin support ved at være iført en Oakley-spillertrøje få sæder fra Dolan og hans nye venner.

Men i mandags forsonedes parterne ved et endnu større navns mellemkomst i NBA's hovedkvarter på 5th Avenue. Ligabossen Adam Silver havde medbragt selveste Michael Jordan til krisemødet, der endte med en dobbelt fællesundskyldning for »den negative virkning som sagen havde haft for Knicks og NBA«.

En legende kan indimellem være en besværlig størrelse, men sporten har brug for at mindes sine helte. Det gælder også dansk fodbold. Gravgaard og Randers FC's hjemmebane bærer et sponsornavn, og det samme gør de fire tribuner. Den slags giver nemlig gode indtægter. Men hvad så med en statue, bare en lille én, af Helge Vonsyld, Jørgen Rasmussen eller René Møller?