Hvidt efter CL-ydmygelse: Vi er hverken mætte eller for gamle

Kasper Hvidt mener, KIF-spillerne var rådvilde, da svenske Kristianstad trak fra i Champions League-kampen, som KIF Kolding København tabte 33-27. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

KIF Kolding København tabte skuffende 26-33 mod undertippede Kristianstad fra Sverige i Champions Leagues første grupperunde. Specielt fire minutter skulle blive afgørende for kampen udfald, mener målvogter Kasper Hvidt.

Upåagtede Kristianstad fik på fire minutter bragt sig foran med fem mål. Og så var den kamp tabt for KIF Kolding København, mener målvogter Kasper Hvidt dagen efter det pinlige nederlag.

»Vi spillede uklogt i angrebet og lod dem få en masse mål på ingen tid på kontra. Kampen blev afgjort på de fire minutter. Vi nåede knap nok at reagere og blev rådvilde og forvirrede, og det går ikke i Champions League,« siger han.

Efter kampen var KIFs sportsdirektør, Lasse Boesen, efter spillerne og savnede attitude på banen:

»Attitudemæssigt viser vi, at vi slet ikke er værdige til at være på det her niveau. Når man ikke er 100 procent klar i Champions League, så får man en øretæve, og det fik vi bekræftet i dag,« sagde Boesen efterfølgende til DR.

Kasper Hvidt kan godt forstå sin tidligere landsholdskollega og nuværende sportsdirektør, men er ikke enig i, at attituden ikke var rigtig:

»Så langt vil jeg ikke gå. Det gik så stærkt, da Kristianstad trak fra os i kampen. Jeg har også fået kæmpestore røvfulde på gode hold som Barcelona, og det kan ske for alle hold. Men vi skal selvfølgelig se på, hvordan vi så hurtigt kan miste hovedet,« siger han.

Målvogteren mener, man kan sammenligninge det KIF-hold, der vandt flot over Flensburg-Handewitt sidste år, og Kristianstads sejr over KIF Kolding København onsdag:

»Flensburg undervurderede nok os dengang, og vi har nok undervurderet Kristianstad onsdag. Men jeg vil næsten hellere have en opadgående formkurve og starte lidt svagt ud og så afslutte stærkt i Champions League,« siger han.

Til spørgsmålet om de mange sejrsvante og erfarne spillere er blevet for mætte og gamle, siger 39-årige Kasper Hvidt:

»Vi er ikke mætte, og vi er ikke for gamle. Det er en forfejlet diskussion, og vi er jo ikke lige pludselig blevet for gamle, siden vi vandt det danske mesterskab, eller siden vi slog Flensburg-Handewitt i Champions League.«