Hvidovre sprudler og udklasserer Fredericia i topkamp

Veteranen Kim Aabech var involveret i meget, da Hvidovre bankede Fredericia med 5-1 i 1. division.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Hvidovre IF fortsatte lørdag sit flotte efterår, da holdet hjemme slog FC Fredericia med 5-1 i en kamp i toppen af 1. division.

38-årige Kim Aabech var i hopla og leverede to mål og to oplæg.

Hvidovre er efter sejren nummer tre i 1. division med 34 point efter 17 kampe. Det er blot to point mindre end rækkens førerhold, FC Helsingør.

Hvidovre fik en regulær drømmestart på opgøret med tre scoringer inden for de første 21 minutters spil.

Efter to minutter smed den rutinerede tekniker Kim Aabech et frispark i feltet, og det pandede Mohamad Al-Naser flot op i målhjørnet til 1-0.

Selvtilliden strålede ud af hjemmeholdet, og Al-Naser leverede efter et vellykket højt pres efter syv minutter bolden for fødderne af topscorer Tobias Thomsen, der bragede den ind højt i målet.

Fredericia forsøgte at få luft, men efter 21 minutter blev det 3-0 ved Marcus Lindberg efter en omstilling og fremragende småspil mellem Al-Naser og Aabech.

Al-Naser udgik kort efter med en skade, og Hvidovre holdt også lidt mere igen frem mod pausen.

Patrick Egelund reducerede inden pausefløjtet, men reel spænding kom der aldrig i opgøret, hvor Hvidovre i perioder sprudlede.

Aabech øgede i anden halvleg til 4-1 på et straffespark, og siden chippede han også bolden i nettet til 5-1.

I lørdagens anden kamp vandt Vendsyssel på hjemmebane med 2-0 over Fremad Amager. Nordjyderne blev sat i gang af et selvmål efter et kvarter, inden ivorianeren Tiémoko Konaté cementerede sejren efter en lille times spil.

Vendsyssel tog med sejren et skridt væk fra bunden og ligger nu nummer 8 med 17 point, mens Fremad Amager fortsat er sidst med sine 12 point.

/ritzau/