Hviderussisk mur stopper Esbjergs europæiske kampagne

Esbjerg spillede 0-0 hjemme mod Shakhtyor Soligorsk. Hviderusserne vinder samlet 2-0 og er videre.

Joni Kauko og Esbjerg er ude af Europa League-kvalifikationen. John Randeris/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Esbjerg. To europæiske kampe blev det til for superligaklubben Esbjerg i denne sæson.

Torsdag aften røg vestjyderne ud af kvalifikationen til Europa League i anden kvalifikationsrunde, efter at hjemmekampen mod hviderussiske Shakhtyor Soligorsk endte 0-0.

Dermed formåede Esbjerg end ikke at få scoret mod hviderusserne, som vandt det første opgør 2-0.

Esbjerg havde ellers flere store muligheder i torsdagens returopgør, men de solide gæster holdt stand.

Akkurat som i 0-2-nederlaget på udebane havde cheftræner John Lammers valgt at spare flere normale startere. Anfører Markus Halsti, angriberen Yuri Yakovenko og kantspilleren Mathias Kristensen startede således kampen på bænken.

Justeringerne så ikke ud til at påvirke Esbjerg-spillerne, som fra kampens start viste en stor tro på, at det samlede resultat kunne vendes.

Ved pausen var problemstillingen dog præcis den samme som inden kampen. Esbjerg havde skabt flere gode muligheder, men ikke formået at lave den scoring, der ville give dansk selvtillid og måske lidt hviderussisk usikkerhed.

Tilsvarende havde hviderusserne også enkelte muligheder i den anden ende, men også uden skarphed.

Efter pausen satsede Esbjerg videre, men spillet var indledningsvist ikke på samme niveau som før pausen.

Efter en time var gæsterne tæt på at komme i front, men en god forsvarsaktion af Daniel Anyembe og målmand Jeppe Højbjerg afværgede en scoring.

Med 20 minutter tilbage af kampen burde Adrian Petre have bragt Esbjerg foran. Den unge rumæner kunne ugeneret løbe mod bolden efter et indlæg, men han endte med at høvle bolden langt over mål.

Heller ikke indskiftede Yakovenko viste skarphed i slutminutterne. På mystisk vis endte han med at heade en kæmpe chance på overliggeren.

Siden fik Esbjerg fordel af at være i overtal, men heller ikke det hjalp. I tillægstiden var overliggeren atter i vejen for en dansk scoring.

I næste runde skal det hviderussiske mandskab op mod italienske Torino. Italienerne vandt torsdag 4-1 ude over ungarske Debrecen og er videre med samlet 7-1.

/ritzau/