Hvid trøje overrasker dansker: Ikke en del af planen

Søren Kragh Andersen havde ikke skænket Tourens ungdomskonkurrence en tanke. Men nu er han i front.

Søren Kragh Andersen kunne lade sig hylde på Tour de France-podiet i Cholet som ny indehaver af ungdomstrøjen. Stephane Mahe/Reuters Fold sammen
Læs mere

Den bedst unge rytter lige nu i Tour de France er dansk.

Det står klart, efter at Søren Kragh Andersen på mandagens 3. etape kørte sig op på en samlet ottendeplads i klassementet.

Dermed er han aktuelt løbets bedste rytter under 26 år.

Personlig hyldest og trøjeoverrækkelse på Tour-podiet er dog ikke noget, den 23-årige dansker har haft i tankerne.

»Det overrasker mig. Det er da helt klart en bonus. Det har slet ikke været en del af planen,« siger Søren Kragh Andersen.

Trøjen kom i hus med en god præstation i holdtidskørslen, hvor Kragh Andersen var med til at trække Sunweb frem til en femteplads.

»Det var hårdt, men det var også sjovt. Vi kørte et godt holdløb, siger han og konstaterer, at holdet efter en langsom start fandt en glimrende rytme på den 35,5 kilometer lange etape.«

»Vi skulle passe på vores hold og finde farten efter fem kilometer. Vi holdt os fuldstændig til planen.«

»Vi havde seks rigtig stærke ryttere og deltes godt om det. Selvfølgelig var der nogle, der tog længere føringer end andre. Jeg bød ind med det, jeg plejer. Jeg skippede ikke nogen føringer og holdt farten oppe.«

»For mig var det okay, varmen var godt nok en udfordring for mig, men jeg klarede den,« siger Søren Kragh Andersen.

Da han nåede i mål, var den tidligere indehaver af den gule trøje Fernando Gaviria reelt den eneste, der kunne true hans podietur.

Den colombianske sprinter formåede dog ikke at hænge på sine holdkammerater hos Quick-Step og tabte knap fem minutter.

Holdtidskørslen blev vundet af BMC, der var fire sekunder hurtigere end Sky.

/ritzau/