Hvem er denne Svindal?

Den førende i World Cuppen er ganske ukendt for den gennemsnitlige dansker, hvilket meget godt udstiller den alpine skisports nuværende problem.

Norske Aksel-Lund Svindal er en af favoritterne ved det forestående VM, men har endnu ikke brændt sig fast i ret manges bevidsthed uden for sportens inderkreds. Foto: K. Josch Fold sammen
Læs mere

I Norge ryster de med garanti på hovederne. Hvem andre end skidumme danskere kan finde på at stille et så åndssvagt spørgsmål?

Men selvom Aksel-Lund Svindal lige nu er manden, der fører mændenes World Cup og derfor må betragtes som øjeblikkets bedste allround alpine skiløber, er han et godt eksempel på, hvordan sporten har mistet terræn, når man bevæger sig uden for en altid engageret og velorienteret inderkreds.

»Tankevækkende, at vi i øjeblikket har en kapacitet som Svindal. En fremtidens mand men samtidigt en mand, som ingen tænder på,« lyder det fra det danske skiforbunds pressechef Henrik Fritzen, der har stor respekt for nordmandens resultater.

»Men går du ud på gaderne og spørger, hvem denne Svindal er, finder du med største sandsynlighed ikke mange, der er i stand til at give det rigtige svar, mens det var helt anderledes, da folk som Stenmark, Alberto Tomba og Franz Klammer huserede.«

I øvrigt bliver det ikke meget bedre af, at stavekontrollen insisterer på, at der frem for nordmandens efternavn bør stå: Svindel. Det er det dog på ingen måde, svindel altså.

Faktisk er det fuldt retfærdigt, at Svindal befinder sig, hvor han gør. En løber, der mestrer det meste og som sidste vinter sluttede på WC-seriens samlede andenplads efter østrigeren Benjamin Raich og som sejrede i kategorien Super G.

VM start på lørdag
Denne vinter har han overtaget førstepladsen og må forventes også at komme i fokus under VM i svenske Åre, hvor startskuddet lyder på lørdag.

Et verdensmesterskab som Fritzen forventer vil blive god og for den sags skyld nødvendig propaganda for skisporten:

»Svenskerne har virkelig gjort noget for sagen,« siger pressechefen.

»Der er postet milliardbeløb i foretagendet, så der kan serveres den perfekte ret, når verdens øjne i to uger er rettet mod Åre. Derfor må det ikke blive halvkedeligt. Der skal masser af tilskuere på lægterne, og der skal være svenskere i front,« siger han.

Derfor har de også pumpet penge i idrætten, således at svenskerne på herresiden er gået fra at være den bløde mellemvare til at have det måske stærkeste hold.

Hos kvinderne kender vi Anja Pärsson, men der er også andre, der kan gøre sig gældende. Det er godt tænkt. Jeg er imponeret og tror på en svensk folkefest,« siger Fritzen.

Og hvem skal man så holde øje med under VM?

Selvfølgelig denne Svindal, som man lige så godt kan lære at kende, i skarp kamp med Didier Cuche og Bode Miller. I hvert fald er det den førende trio i WC-serien lige nu. Desuden den dobbelte OL-guldvinder Benjamin Raich.

Hos kvinderne synes der dækket op til østrigsk dominans med Marlies Schild, Nicole Hosp og Renate Götschl, Østrig, ligesom Pärsson naturligvis gerne vil til tops på hjemlandets sne.