Hvad kan man forlange af kronprinsen?

Da vores folk tirsdag mødte Kronprins Frederik i Rio og konfronterede ham med IOCs beslutning om at tillade russiske atleter at deltage i OL trods et statsorganiseret dopingprogram, svarede han, at han bakkede op om beslutningen. Selvfølgelig gjorde han det. Han kunne ikke have svaret anderledes.

Kronprins Frederik under åbningen af den danske pavillion i begyndelsen af OL i Rio. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALKIS KONSTANTINIDIS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

KLUMME: Jeg faldt over en omgang udspring fra vippe her forleden. Imponerende. Synkronudspring hvor to mænd kaster sig ud over kanten og fortager usandsynlige rotationer i luften, inden de lander som perfekte, lydefri torskesmut.

Hvordan kommer man i gang med den slags, spurgte en kollega mig i går? Jeg ved det ikke. Jeg hopper sjældent i vandet. Måske er det det, der gør det så meget mere imponerende at se andre være så dygtige, og i så fald er det sikkert af samme årsag, at jeg elsker OL og derfor insisterer på at indlede denne klumme et mere muntert sted end det mere dystre, jeg egentlig er på vej imod.

Jeg vil skrive om Kronprins Frederik og Rusland og IOC, fordi jeg synes, det er vigtigt, og fordi jeg håber, at OL også i fremtiden vil være den vidunderligt mangfoldige begivenhed, som vi hvert fjerde år betragter med en blanding af benovelse, beundring og begejstring.

Det bliver det kun, hvis IOC formår at bevise sig som den moderne organisation, den under præsident Thomas Bach har sat sig for at være, og som den på papiret også er blevet. Men som den nogle gange ikke ser ud til at være.

Sandheden er, at rigtig mange af de idrætsgrene, der er repræsenteret ved De Olympiske Lege, på intet tidspunkt i de mellemliggende olympiader får bare tilnærmelsesvis så stor opmærksomhed, som de gør i disse dage i Rio, og at langt de fleste kæmper en ulykkelig kamp mod kommercielle giganter.

I modsætning til fodbold, golf, tennis og amerikansk fodbold er meget få idrætsgrene selv på absolut eliteniveau ude af stand til at skabe en økonomi, der gør den levedygtig uden offentlig støtte og værdien i den bevågenhed, der følger med et OL.

Og et OL, der mister sin troværdighed til dopingsyndere og tvivlsomme politiske beslutninger, mister også både den folkelige interesse og den sportslige og politiske renhed, der tiltrækker sponsorer og retfærdiggør de offentlige støtteapparater.

Da vores folk tirsdag mødte Kronprins Frederik i Rio og konfronterede ham med IOCs beslutning om at tillade russiske atleter at deltage i OL trods et statsorganiseret dopingprogram, svarede han, at han bakkede op om beslutningen.

Selvfølgelig gjorde han det. Han kunne ikke have svaret anderledes. Havde han gjort det, havde han fremstået både utroværdig over for de 114 andre IOC-medlemmer, sit eget medlemskab og fornyelsen af sit kandidatur fra 2017 til 2023, som han i juli annoncerede her i Berlingske. Derfor kommer jeg ikke til – som mange andre – at kritisere selve hans svar. Det kan man dårligt.

Man kan til gengæld kritisere IOCs beslutning, sådan som jeg her i spalterne allerede har gjort flere gange, og man kan forvente, at verdens største idrætsorganisation kæmper langt, langt modigere og stålsat for både sportslig og politisk renhed.

Det er også en forventning, man kan have til Kronprins Frederik, der internt må arbejde på at lede IOC videre på den kurs, han selv giver udtryk for at ønske, som da han i interviewet med vores udsendte i Rio understregede, at han er i mod alle former for doping og snyd. Og som han gjorde, da jeg mødte ham 13. juni i år, hvor han fortalte, at han havde sat sit aftryk på IOCs charter ved at stå for demokrati og etik.

Vi kan ikke forvente, at han som Danmarks Idrætsforbund (DIF) kritiserer IOC, da han hverken repræsenterer et specialforbund (som Poul Erik Høyer, der repræsenterer det internationale badmintonforbund i IOC) eller DIF, men derimod er valgt ind i IOC som et individuelt medlem.

Men man kan forvente, at han som repræsentant for Danmark og som en del af en ret så fremtrædende position i en ret så fremtrædende dansk familie, repræsenterer og arbejder på at fremme danske værdier, der i idrætssammenhæng handler om det helt modsatte af statsdoping. Det tror jeg på, han gør, når han siger det, og det ændrer ikke noget, at han udadtil loyalt står på mål for IOCs beslutning.

Men det ville gøre hans sag noget bedre, hvis denne påvirkning viste sig tydeligere. Og for den olympiske idræt er det helt afgørende, at det sker så hurtigt som muligt.