Hul i Rasmussens forklaring

Da Michael Rasmussen forklarede sin første advarsel sagde han, at han den 2. april 2006 talte med Anne Gripper, men hun var ikke ansat i UCI på det tidspunkt.

Michael Rasmussen forsøgte tirsdag at forklare omstændighederne omkring sine advarsler fra UCI. Danskeren forklarede, at han den 1. april 2006 kom hjem fra et løb og opdagede en skriftlig advarsel fra UCI i sin postkasse, fordi han ikke havde indleveret sine opholdssteder for andet kvartal 2006 midt i marts, som han skulle. Han havde kort og godt glemt det, forklarede han.

Dagen efter, den 2. april, faxede han oplysningerne til UCI og ringede efterføglende til UCI's kontor og fik bekræftet, at de havde modtaget hans fax. Michael Rasmussen blev spurgt, hvem han talte med hos UCI den 2. april.

- Jeg talte med Anne Gripper, sagde han.

Men det passer ikke. Anne Gripper, leder af UCI's antidopingafdeling, blev nemlig først ansat 17. oktober sidste år. Tidligere var hun direktør for de australske antidopingmyndigheder.

- Jeg stoppede i Australien i januar sidste år og holdt ferie, indtil jeg begyndte i UCI i oktober. Jeg var ikke på UCI's kontor før oktober 2006, så han kan ikke have snakket med mig på UCI's kontor i april sidste år, siger Anne Gripper til Ritzaus Bureau./ritzau/