Huddersfield har bedt Zanka om at finde ny klub

Huddersfield, der rykkede ud af Premier League, er ikke interesseret i at beholde Mathias "Zanka" Jørgensen.

Premier League - Watford v Hud
Huddersfield-spilleren Mathias Zanka Jørgensen leder efter en ny klub. David Klein/Reuters Fold sammen
Læs mere

Mathias "Zanka" Jørgensen er blevet bedt om at finde et andet sted at spille fodbold end i Huddersfield.

Det fortæller den danske landsholdsstopper, som nu leder efter en ny klub i løbet af sommerens transfervindue.

- Jeg har haft en samtale med Huddersfield, og de gjorde det klart, at det er bedst, jeg finder et andet sted at spille.

- Så vi må håbe, at der kommer en klub, der matcher det, klubben vil have, og det, jeg vil have, siger Mathias "Zanka" Jørgensen til Ekstra Bladet.

Huddersfield har allerede skilt sig af med en anden dansker, da målmand Jonas Lössl er skiftet til Premier League-klubben Everton.

Der skulle også være flere bejlere til Mathias "Zanka" Jørgensen, fortæller den tidligere FC København-spiller.

- Der har været meget konkret interesse, og en masse forskellige ting er i spil. Men intet er aftalt endnu.

- Når man snakker om en landsholdsspiller, der spiller fast og har spillet over 60 kampe i Premier League på to sæsoner, vil der altid være interesse, siger Mathias "Zanka" Jørgensen.

/ritzau/