Howard ude i fem uger

Brøndbys engelske midterforsvarer Mark Howard, der blev skadet i 2-4-nederlaget til AC Horsens, må holde pause i fem uger.

Som om den sportslige nedtur i Brøndby ikke var nok, så må klubben i de næste fem uger undvære den stærke midterforsvarer Mark Howard. Det stod klart mandag, efter at englænderen var blevet tilset af klubbens lægestab.

- Jeg har fået taget røntgenbilleder i dag, og jeg har forstrukket et ledbånd i højre knæ. Det er ikke sprunget. Det er ærgerligt, for jeg ville selvfølgelig gerne hjælpe klubben i den nuværende situation, sagde Mark Howard, der dog samtidig kunne ånde lettet op, fordi det ikke som først frygtet var en gammel knæskade, der brød op igen.

Den 21-årige forsvarer udgik af søndagens 2-4 nederlag til AC Horsens efter en time ved stillingen 2-2. Han kom til Brøndby i 2006 på en treårig kontrakt, men har siden været meget skadet. /ritzau/