August Holmgren har gennem ugen været flyvende i den australske by Brisbane, og søndag morgen dansk tid satte han kronen på værket.

Den danske tennisspiller triumferede i en Challenger-turnering efter en finalesejr i to sæt over amerikaneren Christian Langmo.

Holmgren kom i store problemer i første sæt, hvor Langmo med et servegennembrud bragte sig foran med 6-5.

Amerikaneren kunne efterfølgende serve sættet hjem, men Holmgren holdt hovedet koldt, brød tilbage og vandt den efterfølgende tiebreak.

Langmo hang på i andet sæt frem til stillingen 2-2, hvorefter Holmgren satte turboen på og vandt fire partier i træk efter to servegennembrud.

Danskeren, der var forhåndsfavorit i finalen, triumferede på sin første matchbold. Han vandt med cifrene 7-6, 6-2 over verdens nummer 396.

Turneringssejren, der er danskerens første i 2026, løfter Holmgren tilbage ind i top-200 på verdensranglisten. Tidligere på året var han nummer 141.

Undervejs i turneringen vandt han over blandt andre den 34-årige australier Bernard Tomic, der for ti år siden rangerede blandt de 20 bedste i verden.

Holmgren konkurrerer primært i de noget mere beskedne rammer på Challenger Tour, der rangerer under ATP-turneringerne.

Brisbane-turneringen er en Challenger 75, der er den næstlaveste kategori på Challenger Tour. Vinderen belønnes med 75 point til verdensranglisten.

I de kommende uger er Holmgren tilmeldt yderligere to Challenger-turneringer i Australien, hvor han altså har mulighed for at ride videre på succesbølgen.

RITZAU