Holm: Det ligner skuespil fra Astana

T-Mobiles danske sportsdirektør tror ikke på Astana-mandskabets pessimistiske udmeldinger om Klöden og Vinokourov.

Lørdag morgen var Astana-mandskabets manager Marc Biver utrolig pessimistisk i forhold til sine to mulige Tour-vinderes helbred. Bliver frygtede, at Alexandre Vinokourov ville udgå lørdag, og Andreas Klöden havde så store smerter i halebenet, at Biver også forudså store problemer for ham i bjergene, fordi han ikke kunne rejse sig i cyklen.

Men både Vinokourov og Klöden kom med favoritfeltet hjem lørdag, og T-Mobiles danske sportsdirektør Brian Holm tror, Astana-mandskabet har overdrevet de to favoritters mén efter deres styrt torsdag.

- Det ligner lidt skuespil, hvad Astana har meldt ud de seneste dage, for ellers havde de ikke kunne sidde med i første gruppe i dag, siger Brian Holm.

Andreas Klöden er bedst placeret af Tourens forhåndsfavoritter som nummer seks i klassementet - 3.39 minutter efter den førende T-Mobile-rytter Linus Gerdemann. Vinokourov ligger nummer 44, han er godt halvandet minut efter Klöden./ritzau/