Hollandsk dobbelttriumf overskygger flot dansk klatretur

Cecilie Uttrup Ludwig var ude på en længere solotur, men måtte nøjes med fjerdepladsen i La Course.

Cecilie Uttrup Ludwig var lykkelig over fjerdepladsen i cykelløbet La Course. Michael Kooren/Reuters Fold sammen
Læs mere

Danske Cecilie Uttrup Ludwig fik undervejs lov til at snuse til den helt store triumf, men måtte i sidste ende tage til takke med fjerdepladsen i det franske cykelløb La Course, der blev kørt tirsdag.

Efter et flot soloridt måtte hun til sidst overgive sig og se den forsvarende mester, hollænderen Annemiek van Vleuten, vinde løbet.

Med godt 30 kilometer igen stak Ludwig af fra hovedfeltet på vej op mod Tour de France-bjerget Col de Romme og hentede hurtigt canadieren Leah Kirchmann, som lå i spidsen for løbet.

Den 22-årige dansker kom først over bjergtoppen og øgede forspringet til de øvrige ryttere på nedkørslen, så hun en overgang havde et forspring på halvandet minut.

Men de stærke hollændere Anne van der Breggen og Annemiek van Vleuten - der lige er kåret som vinder af kvindernes Giro d'Italia - ville det anderledes og optog forfølgelsen.

Sammen med Cecilie Uttrup Ludwigs holdkammerat Ashleigh Moolman fra Sydafrika som passivt vedhæng optog de forfølgelsen og hentede danskeren knap to kilometer fra den sidste bjergtop, Col de La Combiere.

I sidste ende blev løbet afgjort i et spurtopgør mellem de to hollændere, men Cecilie Uttrup Ludwig formåede at holde fast i sin fjerdeplads.

En placering, hun dog er meget stolt over og tilfreds med.

»For en måneds siden kørte jeg så dårligt, men så fik jeg revet en visdomstand ud, og siden er det bare gået bedre dag for dag.«

»Og nu sidder jeg og kører med verdenseliten. Det er for sindssygt at ligge derude alene, bare mig og bjerget. Det er for vildt,« sagde hun fuldstændigt udmattet til TV2 efter løbet, mens glædestårer væltede frem.

Selv om danskeren ikke sluttede i top-tre, så kom hun på podiet alligevel. Cecilie Uttrup Ludwig blev nemlig kåret som løbets mest angrebsivrige rytter.

/ritzau/