Holland slår England og møder Portugal i NL-finale

Store forsvarsfejl af England gav et 1-3-nederlag mod Holland, som i NL-finalen møder Portugal på søndag.

Memphis Depay (tv) lagde op til Hollands sidste mål, da hollænderne slog England 3-1 i Nations League. Susana Vera/Reuters Fold sammen
Læs mere

Guimaraes. Holland og Portugal mødes søndag i den første finale i Nations League.

Det blev en kendsgerning torsdag aften sent, da Holland efter forlænget spilletid vandt 3-1 over England med to scoringer i den forlængede spilletid.

Det kom efter store engelske fejl, og England må trods en 1-0-føring i løbet af den ordinære spilletid i stedet se frem til at spille om tredjepladsen mod Schweiz, som onsdag tabte til Portugal.

England var uden anfører Harry Kane fra start, og i stedet bar Raheem Sterling anførerbindet.

England kom foran efter en halv time, da Marcus Rashford udnyttede et klokkeklart straffespark og scorede til 1-0.

Det skete, efter at Manchester United-profilen selv var blevet nedlagt i en tackling af den unge Ajax-profil Matthijs de Ligt.

Føringen holdt til pausen, og det lignede et engelsk hold på vej mod finalen med 20 minutter igen, men så gjorde Matthijs de Ligt skaden god igen.

Holland fik et hjørnespark, og den unge forsvarsspiller var stødt med frem og headede bolden i mål til 1-1.

En scoring af Jesse Lingard med seks minutter igen krævede til gengæld videohjælp, og det endte med, at Englands scoring til 2-1 blev underkendt.

Derfor var det hele lige få minutter før tid, og derfor måtte holdene ud i forlænget spilletid.

Her mistede John Stones bolden i egen forsvarszone, da han blev presset af Memphis Depay, der afsluttede helt fri.

Bolden blev pareret af England-keeper Jordan Pickford, men sprang i spil igen, og Quincy Promes' afslutning efterfølgende gik i mål via Kyle Walker, som blev noteret for et selvmål.

Med seks minutter igen var det så Ross Barkley, der med en fejlaflevering i eget forsvar gav Holland endnu en mulighed.

Bolden endte igen hos Depay, og han fandt Promes, der denne gang selv scorede og øgede til slutresultatet 3-1.

Nations League blev etableret i forbindelse med den igangværende EM-kvalifikation som afløser for de mange testkampe.

Det hele afsluttes med et finalestævne i Portugal, som ikke i sig selv giver billet til EM-slutrunden.

EM-billetterne er først på spil i de fire forskellige lag i foråret 2020, når EM-kvalifikationen er overstået.

/ritzau/