Holger Rune er med hastige skridt ved at finde tilbage til tidligere tiders storform efter onsdagens sejr i tre sæt over polakken Hubert Hurkacz.

Den 23-årige danske tennisspiller vandt 3-6, 6-3, 7-6 over verdens nummer 28 efter to timers spil og er dermed klar til kvartfinalen i ATP-turneringen i schweiziske Basel.

Det var Runes anden sejr på ATP Touren siden comebacket til tennisbanen efter en langvarig skade.

Det hører dog med til historien, at han vandt to kampe i Danmarks Davis Cup-sejr over Bulgarien i september.

Siden da er han røget ud i første hug i store ATP-turneringer i Tokyo og Shanghai.

I Basel vandt Rune sin første kamp i første runde mod den franske kanonserver Quentin Halys efter tre tætte sæt.

Det var noget nær den samme vanskelige opgave mod Hurkacz, der også er kendt for at være en kanonserver.

Rune blev brudt en enkelt gang i første sæt, og han formåede ikke at bryde tilbage trods tre breakmuligheder i polakkens efterfølgende parti.

Bedre gik det for Rune i andet sæt, hvor danskeren lavede et enligt servegennembrud, der viste sig at være nok til at udligne til 1-1 i sæt.

I tredje sæt var der ingen brud mellem de jævnbyrdige kombattanter, og kampen skulle afgøres i tiebreak.

Polakkens ellers så stærke serv kampen igennem svigtede, og de brød hinanden på kryds og på tværs.

Rune havde held med en netruller, men lavede efterfølgende en dobbeltfejl. Og sådan bølgede det frem og tilbage.

Hurkacz lavede nogle store fejl og lod sine frustrationer gå ud over sin ketsjer, der både fik en lufttur og blev smadret i gulvet.

Da det hele skulle afgøres, viste Rune det mod og den kvalitet, der tidligere har ført ham op i top-10 i verden.

Rune missede en matchbold foran 6-5, da han slog bolden langt ud over baglinjen.

I stedet fik Hurkacz kort efter en matchbold, som Rune afværgede med solidt spil fra baglinjen.

Da Rune fik sin anden matchbold, svigtede han ikke og jublede højlydt i St. Jakobshalle over en hårdt tilkæmpet sejr.

I fredagens kvartfinale skal Rune møde vinderen af opgøret mellem Rafael Jodar og Valentin Vacherot. Jodar er nummer 11 i verden, mens Vacherot er nummer 31.

RITZAU