Tennisspilleren Holger Rune har spillet sin sidste turneringskamp i år.
Det danske stortalent tabte onsdag til franskmanden Gabriel Petit i første runde af en mindre turnering i Tunesien, og undervejs mærkede den 16-årige dansker smerter i ryggen.
Derfor dropper han nu at spille yderligere en turnering i Tunesien og skal i stedet holde ferie. Det siger Holger Runes mor, Aneke Rune, til TV2 Sport.
- Sæsonen er ovre nu, og Holger trænger til en velfortjent ferie efter mange kampe. Det var nok lidt for ambitiøst at slutte sæsonen af med to seniorturneringer i Tunesien, siger Aneke Rune.
Verdens bedste juniorspiller har bebudet, at han i den kommende tennissæson kun skal spille i seniorturneringer. Han tager hul på forberedelserne til 2020-sæsonen i december, hvor han skal på et træningsophold i Florida.
I 2019 har han blandt andet udmærket sig ved at vinde juniorernes French Open og senest juniorernes sæsonfinale.
Holger Rune ligger nummer 1004 på de voksnes verdensrangliste.
/ritzau/