Holger Rune fortryder tætpakket program inden skade
Holger Rune vil fokusere på de største turneringer, når han er tilbage fra sin langvarige skade.

Holger Rune vil fokusere på de største turneringer, når han er tilbage fra sin langvarige skade.

Holger Rune kommer til at fokusere på grand slam-turneringer og Masters 1000-turneringer i fremtiden.
Det siger den 23-årige dansker i et interview med nyhedsbureauet AFP.
- Det er det niveau, jeg ønsker at spille på, siger Rune.
Han fortryder, at han i efteråret gennemførte et meget tætpakket program i perioden op til den akillesseneskade, der har holdt ham ude i nu otte måneder.
- Mange turneringer i træk var bare for meget for mig. Til sidst gav min krop et svar på det. Nu, hvor jeg er på vej tilbage fra en skade, føler jeg åbenlyst ikke noget pres.
- Jeg vil bare gå ud på banen og nyde det. Nyde at være tilbage og være det største bæst, jeg kan være, siger Rune.
Han har meldt afbud til det forestående Wimbledon og vil endnu ikke sætte en dato på sit comeback.
Men han fortæller, at både hans knæ og akillessene reagerer godt på træningen, hvor han blandt andet spiller om point for at simulere en kamp.
Jannik Sinner og Carlos Alcaraz dominerer verdenstoppen, men Rune er ikke skræmt.
- Jeg ved, jeg kan slå dem begge. Jeg har gjort det. Jeg vandt, da jeg senest spillede mod Carlos. Jeg skal bare lære at gøre det uge efter uge, siger Rune.
Det står 2-2 i indbyrdes opgør i ATP-regi mellem Rune og Alcaraz. Mod Sinner er Rune bagud med 2-3.
/ritzau/