Holger Rune er ved at vænne sig til favoritrolle

Holger Runes opstigning på verdensranglisten har givet ham en ny hverdag, som han skal vænne sig til.

Holger Rune spiller sent torsdag dansk tid mod amerikanske J.J. Wolf i Washington. Kyle Gustafson/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Washington. Syv nederlag i træk.

Efter et år med masser af opture ramte Holger Rune hen over sommeren en tung periode på græs og grus.

Men forleden fik teenageren brudt sin dårlige stime med 6-3, 6-2 over franske Benoît Paire i anden runde ved hardcourt-turneringen Citi Open i Washington.

Han erkender, at han har skullet vænne sig til at være favorit, efter at han startede 2022 som nummer 103 på verdensranglisten og stormede op som 28 efter sin kvartfinale ved French Open.

- Min rangering ændrede sig meget derefter, så det var som om, jeg "skulle" vinde alle kampe, fordi jeg pludselig var rangeret højere end mine modstandere.

- Det var jeg ikke vant til, for jeg kom fra en meget lavere rangering, men det er et nyt skridt.

- Jeg tror, alle skal igennem dette, og hvis man vil op - og det vil jeg - skal man kunne håndtere mange forskellige ting, siger Holger Rune til tennis.com.

Rune slog Stefanos Tsitsipas og tabte til norske Casper Ruud ved French Open. Begge kampe gik ud i fire sæt, og Rune hæfter sig ved, at han ikke gik ned fysisk.

- Ved French Open kunne jeg spille fire sæt mod nogle af verdens bedste spillere uden at få krampe eller føle mig træt.

- Selvfølgelig er man lidt træt, men jeg formåede at spare på min energi og spille godt i de rigtige øjeblikke. Jeg har forbedret mig meget. Både mentalt og fysisk, siger Rune.

19-årige Rune spiller sent torsdag aften dansk tid eller natten til fredag sin kamp i tredje runde ved Citi Open, hvor han er seedet som nummer ni.

Han møder den amerikanske wildcard-spiller J.J. Wolf, der er nummer 99 i verden.

/ritzau/