Der er fortsat tvivl om, hvorvidt cykelrytteren Kasper Asgreen tirsdag stiller til start på 4. etape af Tour de France.
Den 24-årige Quick-Step-dansker er blevet undersøgt, efter at han styrtede på mandagens etape.
Holdlæge Philip Jansen fortæller til TV2 Sport, at Asgreen ud over nogle skrammer har flækket en tand og har haft hovedpine, men at rytteren er i bedring.
»Han har fået skannet sit hoved og sin nakke og skulder, og alt lader til at være fint. I aften laver vi en ny undersøgelse, og i morgen (tirsdag, red.) må vi se, om han kan fortsætte,« siger lægen til TV2 Sport.
Asgreen ramte en midterhelle på vejen kort tid før mål. Det lykkedes dog at komme på benene igen og kæmpe sig over målstregen i Épernay.
»Det var et virkelig hårdt styrt, men han har det rigtig godt. Han er en af de hårdeste fyre, der nogensinde har siddet på en cykel, så jeg er sikker på, han kommer sig hurtigt«, siger Philip Jansen til TV2 Sport.
3. etape blev vundet af Kasper Asgreens holdkammerat Julian Alaphilippe efter solokørsel på de sidste 15 kilometer. Franskmanden overtog samtidig løbets gule førertrøje.
/ritzau/