Holdenes paradeløb har givet Fuglsangs hold hovedbrud

Astana fik en skidt generalprøve på holdtidskørslen i Tour de France. Michael Valgren vil gerne træne mere.

Sky-holdet er blandt de varmeste favoritter i holdtidskørslen. Holdet trænede allerede på Tour de France-ruten i juni. Philippe Lopez/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Der har været travlhed i kulissen på cykelholdet Astana, efter at seks ud af holdets otte Tour de France-ryttere var med til at slutte på en pinlig 20.-plads ud af 21 hold i holdtidskørslen i Schweiz Rundt.

Med mandagens Tour de France-holdkørsel lurende i horisonten stod det klart, at der var brug for at ændre slagplanen. Ellers risikerede kaptajn Jakob Fuglsang ganske enkelt at tabe alt for meget tid.

Siden er taktikken blevet justeret, og der har været indlagt ekstra træningspas, men det ændrer ikke på, at nogle ryttere mener, at der bliver trænet for lidt i disciplinen.

En af dem er Michael Valgren.

»Alt for lidt faktisk,« siger han.

»Det er jo en megafed disciplin, men der er ikke så mange holdløb. Man burde generelt træne det mere,« siger Michael Valgren.

Han fremhæver hold som Sky, BMC og Quick-Step, som næsten altid er konkurrencedygtige i holdtidskørsel. Og så sender han samtidig en lille stikpille til Astanas ledelse.

»Jeg er sikker på, at det er fordi, de andre hold enten træner det på deres træningslejre, eller de har en enkeltstartscykel derhjemme.«

»Det har været vores akilleshæl, at vi ryttere ikke har haft enkeltstartscykler derhjemme. Det har været lidt uprofessionelt. Det er en af grundene til, at vi ikke har været ovenpå. Det er ikke godt nok. Det er jo fakta,« siger Valgren.

Holdkørsel nyder til gengæld høj prioritet på andre hold, eksempelvis hos Sunweb, der sidste efterår vandt VM i disciplinen.

I den tidligere OL-guldvinder i forfølgelsesløb Luke Roberts har man en sportsdirektør, der har holdløb inde under huden.

»Vi har investeret en masse tid og energi i at forsøge at forbedre holdet i takt med, at vi i de senere år har fået mere fokus på klassementet.«

»Vi forsøger at skabe en kultur, hvor de nye, unge ryttere bliver bragt op på samme niveau som dem, der har været på holdet længe.«

»I træningslejrene træner vi det, så alle er klar over, hvad de skal. Der er ingen, der starter fra nul, hvis de skal køre et holdløb,« siger Luke Roberts.

Første hold, der skal i aktion i Tour de Frances holdløb, bliver Mitchelton-Scott, der starter klokken 15.10.

/ritzau/