En pudsig historie udfoldede sig søndag, da kvindernes pokalfinale i basketball løb af stablen.

Hørsholm 79ers sikrede sig sit ottende pokalmesterskab med en comebacksejr på 63-59 over BK Amager, men det var ikke klubbens på papiret bedste hold, der spillede kampen.

Det var derimod andetholdet, som med en gennemsnitsalder på over 36 år optræder i den næstbedste række. Og det er der en lidt speciel forklaring på.

Det bundrutinerede mandskab med spillere både over og tæt på 50 år består nemlig af en lang række af navne, der tidligere har været store profiler med bunker af landskampe og internationale klubkampe på cv'erne.

De har selv valgt at drosle ned for den sportslige karriere til fordel for familie og civilkarriere, og derfor nægter de at tage Hørsholm 79ers' plads i Kvindebasketligaen.

I stedet vinder de år efter år den næstbedste række, mens de har overladt pladsen i Kvindebasketligaen til et talentfuldt hold bestående af U19- og U20-spillere, som formentlig ville have det svært i en intern dyst mellem kurvene.

Hørsholm 79ers' næsthøjest rangerede mandskab består blandt andet af 51-årige Katrine Gede, 48-årige Anne Borges og 47-årige Vicky Agami. Men også af lidt yngre navne, der ikke er så langt fra fordums styrke.

Deriblandt kan man nævne 33-årige Gritt Ryder, 32-årige Mathilde Gilling og 32-årige Elisabeth Brynaa Hansen, der tidligere har spillet på internationalt niveau.

Og søndag føjede de altså et nyt trofæ til pokalskabet i Hørsholm 79ers efter et stort comeback i fjerde periode.

BK Amager førte med 52-39 inden kampens afgørende periode, men blev indhentet med to et halvt minut tilbage af kampen, og så afgjorde de rutinerede Hørsholm-spillere kampen.

/ritzau/