Højlund scorer forgæves for Napoli i kollaps mod Inter
Napoli faldt sammen til slut, smed en 2-0-føring og tabte til Inter i den bedste italienske række.

Napoli faldt sammen til slut, smed en 2-0-føring og tabte til Inter i den bedste italienske række.

Rasmus Højlund scorede for anden spillerunde i træk for Napoli, der lørdag smed en 2-0-føring og tabte 2-3 ude til Inter i Serie A.
Den danske landsholdsangriber scorede målet til 2-0 efter 53 minutter, men det skulle vise sig ikke at være nok til et eneste point.
Inter topper Serie A med ni point efter tre kampe, mens Napoli kun har hentet tre point længere nede i tabellen.
Kampen mellem de seneste fire sæsoners mestre var underholdende, chancerig og havde masser af intensitet og nærkampe.
Med føringen på to mål vil Napoli ærgre sig over ikke at bryde en meget kedelig udebanestatistik mod Inter.
Napoli, som vandt mesterskabet i 2023 og 2025, har nemlig ikke vundet over Inter i Milano i meget lang tid.
Hvis man ser bort fra en pokalsejr i 2020, skal man tilbage til april 2017 for at finde den seneste udesejr til Napoli i Serie A.
Efter en målløs første halvleg fik Napoli en perfekt start på anden halvleg med to mål på tre minutter.
Efter 50 minutter scorede Napoli-angriberen Matteo Politano til 1-0 efter en fejl af Inters midtbanespiller Nicolo Barella.
Højlund slog til tre minutter senere med målet til 2-0. Danskeren, som også scorede i sidste uges 1-2-nederlag til Como, sparkede bolden fladt ind i det fjerneste målhjørne.
Optakten til Højlunds mål var bizar, da bolden var på vej ud til indkast, og næsten alle stoppede med at spille.
Men bolden blev inde på banen, og Højlund modtog den fra kanten af feltet og udnyttede pladsen til at score.
Foran 2-0 kollapsede Napoli dog i den sidste lidt over halve time.
Inter-angriberen Lautaro Martinez reducerede til 1-2 efter 56 minutter, og det var sæsonens første mål for sidste sæsons Serie A-topscorer.
Reduceringen førte til et stort pres mod Napolis mål i resten af kampen.
Den indskiftede angrebskollega Marcus Thuram udlignede til 2-2 for Inter efter 82 minutter, inden Lautaro Martinez slog til med det afgørende mål i tillægstiden.
RITZAU