Landsholdsspillerne Rasmus Højlund og Joachim Andersen er søndag tilbage på træningsbanen, efter at begge spillere lørdag sad ude med sygdom i 2-2-skuffelsen mod Belarus.
De får dog kun lov til at træne for sig selv i et hjørne af træningsbanen for at reducere smitterisikoen. Rasmus Nissen Kristensen, der lørdag spillede hele landskampen mod Belarus med sygdom i kroppen, træner ikke søndag.
Det siger landstræner Brian Riemer søndag eftermiddag ved en presseseance på landsholdets hotel i Helsingør.
- Rasmus Nissen Kristensen træner ikke, men Rasmus Højlund og Joachim Andersen er på træningsbanen, hvor de træner for sig selv og ikke sammen med resten af truppen.
- Alle fejler det samme. Der er en mavevirus i truppen og staben, og det er tre spillere og en lille håndfuld stabsmedlemmer, der er ramt og er isolerede på deres værelser.
- Det er lægens vurdering, at der er sat en prop i, og at vi har situationen under kontrol. Men vi følger situationen tæt og tager alle forbehold og er ekstra forsigtige på alle måder, så virussen ikke spreder sig.
- Heldigvis er alle i bedring. Det virker som om, at virussen lever i 24-36 timer, siger Brian Riemer.
Holdet rejser mandag til Glasgow, hvor holdet tirsdag møder Skotland i en afgørende kamp om at sikre direkte kvalifikation til VM. Danmark vinder gruppen og en slutrunderejse til Nordamerika, hvis det lykkes at få point.
Skal man med på det chartrede landsholdsfly til Skotland mandag eftermiddag, skal man helst kunne deltage i landsholdstræningen i Helsingør mandag formiddag.
- Som udgangspunkt skal man træne mandag for at kunne rejse med til Skotland. Hvis man ligger i sengen og ikke kan træne dagen før en kamp, så er det en stor udfordring, selv om jeg selvfølgelig vil lytte til lægen og hans prognoser.
- Hvis lægen siger, at Rasmus Højlund bliver 100 procent fit ved at træne for sig selv i morgen (mandag, red.), så lytter jeg jo til det, så mere et princip er det heller ikke, siger Brian Riemer.
Han er ikke nervøs for, at selve flyveturen udgør en smitterisiko.
- Sygdommen smitter ikke gennem luften. Det er roskildesyge, og man skal slikke på et eller andet for at blive smittet, så det må vi jo lade være med at gøre. Det er en relativt nem sygdom at indkredse, siger landstræneren.
For en sikkerheds skyld har han lavet en liste med spillere, han kan kalde ind i landsholdstruppen, hvis sygdomstilfældene udvikler sig uheldigt.
- Hvis en spiller må melde fra med sygdom, bliver der selvfølgelig indkaldt en erstatning, men lige nu har jeg en forventning om, at alle bliver klar. Jeg har lavet en liste over mulige afløsere, men jeg har ikke ringet til nogen, siger Brian Riemer.
/ritzau/
