Rasmus Højlund har vundet sit første trofæ med Napoli, efter at klubben mandag aften sikrede sig den italienske Super Cup.
Den 22-årige danske landsholdsangriber kom tidligere på året til Napoli på en lejeaftale fra den engelske storklub Manchester United.
Højlund sendte Napoli videre fra semifinalen med en scoring, og i Super Cup-finalen mod Bologna vandt holdet 2-0 efter to mål af David Neres.
Efter kampen delte Højlund et billede på Instagram, hvor han med et stort smil holder Super Cup-pokalen i sin favn.
- Sådan ser en rigtig god beslutning ud, skriver Højlund i opslaget.
I denne sæson har danskeren scoret syv mål og leveret tre assister i 19 kampe på tværs af alle turneringer.
I sidste sæson noterede han sig for ti mål og fire assister i 52 kampe for Manchester United.
Napolis cheftræner, Antonio Conte, fremhæver Højlund efter finalen.
- Kvalitet kan afgøre kampe, men det kræver samtidig både offensiv og defensiv organisation at fremhæve den enkelte spillers styrker, siger Conte til det italienske medie Corriere dello Sport.
- Højlund og McTominay spillede ikke i Manchester United, og i dag taler alle om dem. Men hvorfor spillede de ikke? Det må man stille sig selv spørgsmål om, lyder det fra den italienske træner.
Skotske Scott McTominay, der også har en fortid i Manchester United, skiftede i sommeren 2024 til Napoli og har siden haft en central rolle på holdet.
Super Cup-triumfen var Højlunds første titel med Napoli, men danskeren har tidligere vundet FA Cuppen med Manchester United, den østrigske pokal med Sturm Graz samt det danske mesterskab med FC København.
Højlunds lejeaftale med Napoli løber frem til sommeren 2026.
/ritzau/
